Termisk ekspansion, (1. led se termo-), varmeudvidelse, rumfangsforøgelse ved opvarmning. De fleste stoffer udvider sig i forskellig grad, når temperaturen stiger; enkelte stoffer, bl.a. vand mellem 0 og 4 °C og gummi, trækker sig dog sammen ved opvarmning. Rumfangsforøgelsen karakteriseres ved en varmeudvidelseskoefficientα, der defineres som den relative rumfangsforøgelse pr. grads opvarmning. For faste stoffer kan man tillige definere en længdeudvidelseskoefficient. Termisk ekspansion må tages i betragtning ved anlæg af jernbaner, ved brobygning og ved andre konstruktioner.

Et stof, hvis termiske ekspansion foregår jævnt i et større temperaturinterval, kan bruges i termometre (fx kviksølvtermometeret). En bimetalstrimmel består af to metaller med forskellig varmeudvidelse føjet tæt sammen på langs. Når temperaturen ændres, bøjer bimetalstrimlen sig; det udnyttes bl.a. i brødristere og i blinkerrelæer i biler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig