Telex, (eng., af 1. led i teleprinter 'fjernskriver' og exchange 'udveksling'), internationalt standardiseret teletjeneste til tekstkommunikation, indført i begyndelsen af 1930'erne. Telex anvender et tegnsæt kodet i fem bit, hvilket ikke giver mulighed for at skelne mellem store og små bogstaver. Med fremkomsten af langt mere avancerede og effektive tjenester til dataoverførsel via telenettet er brugen af telex aftaget, men tjenesten anvendes fortsat i forbindelse med diplomati og internationale forretninger. Se også telekommunikation.