teisme

Betegnelsen blev første gang anvendt af den anglikanske Cambridge-teolog Ralph Cudworth og dækkede dogmet om en guddommelig bevidsthed, der våger over naturlovenes verden.

I løbet af 1700-tallet kom teisme som betegnelse for en personlig Gud til at stå i modsætning til deismen. Deismen blev anvendt som en samlebetegnelse for forskellige forestillinger om en guddommelig, men upersonlig kraft, der skaber orden i verden via naturlovene.

Teismen betegnede også modsætningen til ateismen, som bestod i benægtelsen af Guds eksistens.

Allerede i 1600-tallet havde den hollandske filosof Baruch Spinoza fremsat sin ide om, at Gud må være lig med naturen. Hans tankegang blev på daværende tidspunkt udråbt som ateistisk, men blev senere i romantikken kaldt panteisme (eller panenteisme), dvs. at Gud er i alt. Spinoza fornægtede nemlig ikke et Gudsbegreb, men argumenterede for, at begrebet om Guds uendelighed og fuldkommenhed måtte betyde, at han ikke kunne afgrænses i forhold til naturen.

Når teisme alligevel står i modsætning til panteisme, skyldes det, at begrebet henviser til en Gud, der nok kan gribe ind i verden, men samtidig som dens skaber står uden for den.

• deisme
• panteisme
• ateisme
• religionsfilosofi
• Baruch Spinoza