Tefamilien, Theaceae, plantefamilie i lyngordenen med 22 slægter og 610 arter, overvejende udbredt i varmttempererede til tropiske egne. Det er stedsegrønne buske eller små træer. Bladene er hele med fint savtakket rand og oftest spredt stillede. Blomsterne er undersædige og sædvanligvis store, hvide, gule eller røde med fem blivende bægerblade, fem frie kronblade og et stort antal støvbærere undertiden samlet i fem knipper. Frugten er en kapsel. Familien deles i flere underfamilier, hvoraf nogle undertiden behandles på familieniveau.

Blandt slægterne kan nævnes Camellia med ca. 200 arter, bl.a. kamelia (Camellia japonica), tebusken (C. sinensis) og C. oleifera fra Kina, der benyttes til fremstilling af te-olie. Gordonia med 70 arter i SØ-Asien og det sydlige Nordamerika har meget store blomster og dyrkes som prydbuske og træer; nogle har også værdifuldt ved til møbelfabrikation. Arten Schima wallichii fra tropisk Asien er et vigtigt tømmertræ, der også finder vidtstrakt anvendelse ved retablering af skove, fx i Indonesien.

Fossiler af familien er kendt tilbage til Kridttiden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig