teatervidenskab

Teatervidenskab, teaterforskning på universitetsniveau. Det første teaterhistoriske institut blev oprettet af Max Herrmann (1865-1942) i 1923 ved universitetet i Berlin.

Oprindelig lagde man sig tæt op ad historieforskningens positivistisk-rekonstruerende metode for at legitimere forskning i et område, som ikke ansås for ganske seriøst, og man gav en vis prioritering til ikke-litterære aspekter for at distancere sig fra litteraturforskningen.

Samme linje prægede Torben Krogh, der blev den første professor i Danmark, da faget blev oprettet 1953 under betegnelsen "Teatrets æstetik og historie".

Fra 1970'erne blev fagets forskningsfelt i København udvidet til foruden teaterhistorie at omfatte bl.a. sociologi, kulturpolitik, dramaturgi og semiologi, og faget ændrede 1970 navn til teatervidenskab.

I 1973 oprettedes Institut for dramaturgi i Aarhus, hvor der bl.a. undervises i teaterhistorie, dramapædagogik, kultur- og teaterpolitik med særligt henblik på teatrets praksis.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig