tavshedspligt

Ifølge Sundhedsloven har patienter krav på, at læger og andre sundhedspersoner iagttager tavshed om den viden, som de har fået i forbindelse med deres arbejde. Historisk er tavshedspligten en del af lægeløftet og har altid været et vigtigt element i vestlig lægeetik; den indgår også i det danske lægeløfte.

Tavshedspligten gælder ikke alene i forhold til personer uden for sundhedsvæsenet, men principielt også inden for sundhedsvæsenet. Der er dog fastsat særligt lempelige regler om videregivelse af helbredsoplysninger i forbindelse med patientbehandling.

Tavshedspligten er ikke ubegrænset. Hvis patienten giver sin tilladelse, kan og skal lægen således give de nødvendige oplysninger. Læger er også forpligtet til at give oplysninger om visse smitsomme sygdomme til sundhedsmyndighederne, og sundhedspersoner kan være forpligtet til at give oplysninger til sociale myndigheder i forbindelse med patienters ansøgning om sociale ydelser.

Herudover har alle personer i det offentlige sundhedsvæsen samt privatpraktiserende læger ifølge Serviceloven en skærpet pligt til at underrette de kommunale myndigheder, når et barn under 18 år lever under utilfredsstillende forhold; de kan endvidere uden at overtræde tavshedspligten give oplysninger med henblik på at forebygge alvorlige forbrydelser. Domstolene kan også ved kendelse pålægge dem at afgive vidneforklaring i retten.

Sundhedspersoner, herunder læger, kan endvidere tilsidesætte tavshedspligten, hvis det er nødvendigt at videregive oplysninger med henblik på berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller pga. væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersoner eller andre. Det kan fx være tilfældet, hvis sundhedspersonen får kendskab til alvorlig kriminalitet, eller hvis en læge uden en patients tilladelse finder det nødvendigt at videregive viden om dennes alvorlige, arvelige sygdom til nære familiemedlemmer, for at disse ved en tidlig erkendelse vil få forbedret mulighed for behandling og evt. helbredelse.

Den samme regel kan også i særlige tilfælde benyttes af en sundhedsperson, som udsættes for anklager, og hvor muligheden for at forsvare sig afhænger af videregivelse af oplysninger, som normalt ville være omfattet af tavshedspligt.

Begrebet tavshedspligt spiller på skoleområdet især en rolle for specialundervisningen og for SSP-arbejdet. Da en folkeskole i relation til kommunen forvaltningsmæssigt er en selvstændig enhed, kan oplysninger ikke udveksles frit mellem den fælleskommunale pædagogisk-psykologiske rådgivning og de enkelte skoler. Tilsvarende gælder mht. SSP-arbejdet, hvor de tre forvaltningsmyndigheder Skole, Socialvæsen og Politi arbejder sammen om kriminalitetsforebyggende foranstaltninger for truede børn og unge.

Tavshedspligten skal sammenholdes med den underretningspligt, som ifølge Serviceloven påhviler enhver, men som er skærpet for personer i offentlig tjeneste, fx lærere og pædagoger, der har pligt til at underrette de kommunale myndigheder, når et barn under 18 år lever under utilfredsstillende forhold.

Tilsidesættelse af lovgivningens regler om tavshedspligt kan som regel straffes med bøde eller fængsel. Strafansvaret omfatter også den, som uberettiget skaffer sig eller udnytter oplysninger, der er kommet frem ved brud på tavshedspligten. Det samme gælder uberettiget videregivelse af sådanne oplysninger, der angår andre personers private forhold eller vedrører statens sikkerhed.

Sundhedspersoners brud på tavshedspligten kan påtales af Styrelsen for Patientsikkerhed. Beror tavshedspligten på en privat aftale, fx en ansættelsesaftale, vil reaktionen ofte være afskedigelse og erstatningsansvar.