tandsten

Tandsten. 1 Tandsten på en fortands tandhals med betændelse i det omgivende tandkød. 2 Her er tandkødsbetændelsen aftaget efter fjernelsen af tandsten. 3 Store mængder ubehandlet tandsten på bagsiden af fortænderne i underkæben.

.

Tandsten, mineraliserede gullige eller brunlige belægninger på tænderne. Tandsten dannes ved forkalkning af tandbelægninger og findes ofte langs tandkødsranden og i tandmellemrum. Forkalkningen foregår ved aflejring af mineralsalte fra spyttet, især calciumfosfat. Tandsten bliver hårdere, jo ældre den er. Hastigheden, hvormed tandsten dannes, varierer hos forskellige mennesker.

Tandsten findes især ved de store spytkirtlers udførselsgange, dvs. på bagsiden af fortænder i underkæben og på kindtændernes yderside i overkæben.

Tandsten kan dannes såvel over tandkødsranden som under denne, dvs. i tandkødslommer, der findes rundt om alle tænder. Den tandsten, der opstår under tandkødsranden, er sædvanligvis mørkfarvet, fordi den indeholder et omdannet farvestof fra de røde blodlegemer, der frigøres ved blødning i tandkødslommen.

Tandsten er porøs og indeholder i overfladen talrige levende bakterier. Disse bakterier kan ikke fjernes ved tandbørstning. Da de medfører tandkødsbetændelse og parodontose, er det nødvendigt at fjerne tandsten ved tandrensning.

Tandsten hæfter kraftigt til tandoverfladen, hvorfor den kan være vanskelig at fjerne. Til fjernelsen anvendes skarpe, skrabende instrumenter eller ultralydapparater, der med en vibrerende spids kan løsne tandstenen. Især tandsten i tandkødslommer er vanskelig at fjerne, fordi den ikke umiddelbart kan ses. Fjernes tandsten i tandkødslommerne ikke, fortsætter parodontosen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig