Taekwondo

Taekwondo.

Taekwondo er en våbenløs kampsport, som minder om karate, men lægger større vægt på smidighed og sparketeknik. Derfor anvendes der under kamp beskyttelsesudstyr til bl.a. hoved og bryst. Dragten minder om karatedragten.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra koreansk taekwondo, af tae 'trampe', kwon 'næve' og do 'vej'.

Der er ti læregrader med forskellige bæltefarver og ti mestergrader (dan) med sort bælte. Sporten stammer fra Korea.

Regler

Der konkurreres dels i kamp (kyorugi), dels i teknik mod en tænkt modstander (poomse). Desuden findes konkurrencer i at knuse planker mv. (kyopka). En kamp varer normalt 3×3 min og foregår på et 8×8 m stort område. Der gives point for korrekt udførte slag og spark, og kampen kan vindes på bl.a. point og knockout. Der er otte vægtklasser.

Historie og mesterskaber

Taekwondo har rødder langt tilbage i koreansk historie, men fik først sin moderne form og navn efter Koreakrigen. Sporten spiller i dag en stor rolle som kulturelt vartegn for Sydkorea. Der har været afholdt VM siden 1973 (for kvinder siden 1983), EM og DM siden 1976. Taekwondo blev olympisk disciplin i 2000, hvor der blev kæmpet i 4 vægtklasser for hhv. mænd og kvinder.

Taekwondo i Danmark

I Danmark er taekwondo organiseret under World Taekwondo Federation (stiftet i 1973) i Dansk Taekwondo Forbund (DTaF, stiftet i 1975), som i 2005 havde 5734 medlemmer fordelt på 115 klubber. Dansk taekwondo befinder sig i den internationale topelite både inden for kamp og teknik.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig