Tørke

I sommeren 2022 blev Sydeuropa ramt af alvorlig tørke. Vandstanden i floden Po i Norditalien faldt så meget, at der begyndte at trænge saltvand fra havet op i floden. Landbrugsarealerne langs floden blev påvirket af det salte vand, som slog mange afgrøder ihjel. Her er det gået ud over en soyamark i Porto Tolle.

Tørke
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Tørke er en længere periode, hvor tilførslen af vand i form af nedbør ikke er tilstrækkelig i forhold til behovet for vand.

Tørke er et problem, da vand er livsvigtigt for alt levende på kloden. Af den grund er der et stort fokus på, hvordan man kan imødegå de risici, som en tørke medfører. Det sker bl.a. ved opførelse af vandreservoirer, der kan fungere som vandreserver, når tørken rammer.

Meteorologisk tørke

Den meteorologiske tørke opstår sædvanligvis i højtryksområder, hvor skydannelse og dermed nedbør undertrykkes. Det skyldes, at luften i højtrykket er tør, og muligheden for konvektive luftstrømme til skabelse af byger ikke er til stede, da luften op gennem atmosfæren er for varm.

I højtrykket synker luften derimod nedad, hvorfor den opvarmes adiabatisk og tørrer ud. Det er derfor, vejret i det subtropiske højtryk ved Middelhavet i reglen er tørt og solrigt.

Det tørre og solrige vejr vil samtidig øge fordampningen fra jordoverfladen, der derfor tørrer ud. Den tørre jordoverflade opvarmes hurtigere, når der ikke skal bruges energi til fordampning af vand. På den måde bliver tørken selvforstærkende og slutter først, når de overordnede vejrforhold ændres, og højtrykket bevæger sig væk eller svækkes.

Tørke kan også forekomme i koldere egne, hvor termiske højtryk om vinteren forhindrer nedbørsdannelse. På grund af de lavere temperaturer er fordampningen mindre, ligesom behovet for vand til planter er meget lille. Vintertørke har derfor ikke de samme konsekvenser som en sommertørke.

Hydrologisk tørke

Udtrykket anvendes om situationer, hvor vandreserverne i søer, vandløb og grundvand er mindre end normalen. Denne form for tørke kan opstå, selv om det regner, hvis vandforbruget er større end vandtilførslen. Den hydrologiske tørke er således mere kompliceret. Vintertørke kan bidrage til hydrologisk tørke, fordi vinternedbør normalt bidrager til at opfylde vandmagasinerne.

Tørke i Europa

På det europæiske kontinent har man oplevet særdeles markante tørker i hhv. 2003 og 2022. Mange floder tørrede ud, og der blev sat flere varmerekorder. Således nåede temperaturen i England den 19. juli 2022 for første gang op over 40 grader .

Klimaforandringer

Der er almindelig enighed blandt forskere, herunder også IPCC, at den globale opvarmning øger risikoen for tørke. Det skyldes ikke mindst, at højere temperaturer øger fordampningen, og at det fordampede vand ikke nødvendigvis falder ned samme sted, hvorfra det fordampede. Varmere vintre vil desuden mindske snefaldet i bjergene, hvorfor der kommer til at mangle smeltevand om sommeren.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig