Tømmermænd, ubehagelige symptomer, der kan følge efter en alkoholrus. Tømmermænd opstår med individuel variation efter nedbrydningen af alkohol og er præget af hovedpine, kvalme, evt. forbundet med opkastninger, svedtendens og tørst i døgnet efter alkoholindtagelsen. Symptomerne har været sat i forbindelse med giftvirkninger af fusel, hvilket næppe er sandsynligt, da de kan opstå efter indtagelse af kemisk ren alkohol.

Årsagen til symptomerne er ikke kendt, men deres lighed med symptomerne ved for lavt blodsukker (hypoglykæmi) kan pege på et ændret glukosestofskifte i hjernen. Tørsten kan skyldes den mildt vanddrivende virkning af alkohol. Tømmermænd behandles med hvile, indtagelse af rigelig væske og svagere smertestillende lægemidler.

Ved moralske tømmermænd forstås skamfuldhed over fortrudte handlinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig