tændstikker

Tændstikker er tynde træpinde eller små, aflange papstykker, hvis ene ende er påført en sats (et hoved) indeholdende stoffer, der let antændes ved gnidning (strygning) mod en overflade.

De i dag mest udbredte tændstikker er de såkaldte sikkerhedstændstikker, der kun kan tændes ved strygning mod en særligt præpareret strygeflade. Deres sats indeholder ca. 50 % kaliumklorat og 4 % svovl; strygefladen indeholder ca. 50 % rødt fosfor, og både sats og strygeflade indeholder gelatine som bindemiddel og glaspulver for at skabe ruhed. Tændstikmaterialet er imprægneret med paraffin for at lette antændelsen og med monoammoniumfosfat eller lignende for at forhindre glødning efter slukning af tændstikken. Det foretrukne materiale til fremstilling af trætændstikker er asp eller poppel, som let opskæres, først til finer og dernæst til stikker.

Antændelse af en tændstik forløber i fire trin: Først opstår gnidningsvarme ved strygning af tændstikken; derved initieres en hurtig eksoterm (varmeudviklende) reaktion mellem små mængder af fosfor fra strygefladen og kaliumklorat fra tændstiksatsen. Den varme, der herved frigøres, initierer forbrænding af selve tændstiksatsen, dvs. den eksoterme reaktion mellem kaliumklorat og svovl, og til sidst antændes tændstikkens træ eller pap.