Tændstikker. Blandt de mange danske tændstikfabrikker i årtierne omkring 1900 var der flere, der førte berømte danskere som varemærke, fx Niels Ebbesen, Thorvaldsen, Bech-Olsen og (fra 1912) kong Christian 10. Siden 1882 har H.E. Gosch & Co. anvendt Tordenskiold i skiftende udformninger, også længe efter at firmaet via aktieopkøb gradvis kom på svenske hænder. 1 Etiket på trææske, 1920'erne (5,7 cm høj). Med en ændret tegning skiftede etiketten ca. 1950 farve til gul. 2 og 3 er papæsker i nyt design fra henholdsvis 1970'erne og 1990'erne; 3 er trykt direkte på æsken.

.

Tændstikker er tynde træpinde eller små, aflange papstykker, hvis ene ende er påført en sats (et hoved) indeholdende stoffer, der let antændes ved gnidning (strygning) mod en overflade.

De i dag mest udbredte tændstikker er de såkaldte sikkerhedstændstikker, der kun kan tændes ved strygning mod en særligt præpareret strygeflade. Deres sats indeholder ca. 50 % kaliumklorat og 4 % svovl; strygefladen indeholder ca. 50 % rødt fosfor, og både sats og strygeflade indeholder gelatine som bindemiddel og glaspulver for at skabe ruhed. Tændstikmaterialet er imprægneret med paraffin for at lette antændelsen og med monoammoniumfosfat eller lignende for at forhindre glødning efter slukning af tændstikken. Det foretrukne materiale til fremstilling af trætændstikker er asp eller poppel, som let opskæres, først til finer og dernæst til stikker.

Antændelse af en tændstik forløber i fire trin: Først opstår gnidningsvarme ved strygning af tændstikken; derved initieres en hurtig eksoterm (varmeudviklende) reaktion mellem små mængder af fosfor fra strygefladen og kaliumklorat fra tændstiksatsen. Den varme, der herved frigøres, initierer forbrænding af selve tændstiksatsen, dvs. den eksoterme reaktion mellem kaliumklorat og svovl, og til sidst antændes tændstikkens træ eller pap.

Historie

De første tændstikker fremkom ved 1800-tallets begyndelse; det var såkaldte dyppetændstikker, som med en sats af kaliumklorat, svovl, sukker, gummi arabicum m.m. blev antændt ved dypning i koncentreret svovlsyre. Den første egentlige strygetændstik blev opfundet af tyskeren J.F. Kammerer (1796-1857) i 1832; dens sats indeholdt gult fosfor, og den var dermed så letantændelig, at den kunne tændes ved strygning mod enhver ru overflade. Denne tændstiktype, undertiden kaldet svovlstikker, fandt stor udbredelse, men gult fosfor var pga. sin store giftighed årsag til meget alvorlige helbredsskader i industrien, og fremstilling og salg af tændstikker indeholdende gult fosfor blev forbudt ved international overenskomst i 1906. Der fremstilles fortsat tændstikker, som kan tændes ved strygning mod ru overflader, men de indeholder det forholdsvis ugiftige, letantændelige fosforsesquisulfid.

Grundlaget for den moderne tændstikindustri blev skabt, da svenskeren G.E. Pasch i 1844 opfandt strygefladen med rødt fosfor. En af de første betydelige producenter var svenskeren J.E. Lundström, hvis virksomhed udviklede sig til Swedish Match, der i dag er verdens største producent af tændstikker.

Tændstikfremstilling i Danmark

I Danmark indledtes tændstikfremstilling i 1830'erne ved oprettelse af virksomheden Rohmell & Schüerer. Datidens produktion indebar meget manuelt arbejde; i 1875 beskæftigede de københavnske tændstikfabrikker næsten 300 arbejdere, deraf en tredjedel børn under 15 år. I 1900-tallet var det danske tændstikmarked i mange år domineret af virksomheden H.E. Gosch & Co. med Tordenskiold som det kendteste varemærke. Virksomhedsnavnet og varemærket er i dag overtaget af Swedish Match; tændstikfremstilling i Danmark ophørte i 1972.

Forbruget af tændstikker har været aftagende i den industrialiserede del af verden, bl.a. som følge af stigningen i brug af engangslightere. Derimod er forbruget i ulande fortsat i vækst.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig