Tænderskæren, bruksisme, rytmiske underkæbebevægelser, som normalt finder sted i søvne, og som kan minde om tygge- eller suttebevægelser. Når tænderne gnides mod hinanden, kan der opstå gennemtrængende og ubehagelige lyde og undertiden også kraftigt tandslid.

Tænderskæren kan betragtes som et almindeligt forekommende fænomen, der normalt optræder 30-40 gange hver nat i perioder af nogle få til op mod 20 sekunders varighed, selvom det langtfra er alle, der frembringer de ubehagelige lyde eller slider tænderne. Tænderskæren optræder som en del af de kropsbevægelser, der opstår i forbindelse med de hele eller delvise opvågninger, der foregår, når søvnen ændres fra et dybere stadium til et stadium, der er nærmere den vågne tilstand. Udtalt tænderskæren er derfor et tegn på, at søvnen er forstyrret, fx pga. psykisk stress.

Tænderskæren kan undertiden være forbundet med tyggemuskelømhed og kæbeledsbesvær eller hovedpine. Disse gener kan ligesom tandsliddet mindskes ved natlig brug af en bidskinne, se bidfunktion.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig