tæger

Tæger. Skarntæge (Reduvius personatus) kaldes også støvtæge. Nymfen udskiller et klæbrigt stof, som får støv til at hænge fast, så den kommer til at ligne en omvandrende støvklump. Nymfen ses nederst th.

.

Tæger. Birketæge (Elasmucha grisea).

.

Tæger s fylogeni og klassifikation i syv familiegrupper. Diagrammet viser de foretrukne levesteder samt udviklingen af stinkkirtler og halvdækvinger.

.

Tæger, Heteroptera, underorden af næbmundede insekter (Hemiptera), udbredt over hele Jorden med ca. 40.000 arter fordelt på 75 familier. Tæger har stikkende/sugende munddele og ufuldstændig forvandling; de karakteriseres derudover ved deres stinkkirtler samt forvinger, der er opdelt i et fortykket inderste afsnit og et membranøst yderste afsnit.

Faktaboks

etymologi:
Ordet tæge kommer af tysk Zecke, af germansk *tīkan-, af indoeuropæisk *deigh- 'prikke'.

Tidligere blev underordenen inddelt efter arternes levevis i grupperne Geocorisae (landtæger), Hydrocorisae (vandtæger) og Amphibiocorisae (tæger, som lever på vandoverfladen). En moderne klassifikation baseret på fylogeni indeholder kun de to sidstnævnte grupper, mens landtæger er fordelt på fem ikke nærmere beslægtede grupper.

Tæger har meget forskellig struktur og levevis. De mindste arter er kun nogle få mm store, mens de 9-11 cm lange kæmpevandrøvere (Belostomatidae) er de største vandinsekter, der findes. Kroppens, følehornenes og benenes struktur afspejler levevisen. Vandtæger som bugsvømmere, rygsvømmere og vandrøvere har en bådformet krop, korte følehorn og brede ben med hårbræmmer, mens skorpiontægen (Nepa cinerea) har et langt ånderør på bagkroppens spids. Skøjteløbernes lange, tynde ben er velegnede til bevægelse på vandoverfladen. Barktæger (Aradidae) er med deres flade krop tilpasset et liv under træernes bark.

Tæger omfatter både rovdyr, blodsugere og plantesugere. Blandt blodsugere overfører rovtæger af slægten Triatoma den frygtede, sovesygelignende Chagas' syge i tropisk Sydamerika. Enkelte plantesugende tæger er alvorlige skadedyr på afgrøder som hvede, kakao og bomuld. Til gengæld gør mange tæger nytte ved at udsuge skadevoldende insekter, og nogle bladlustæger anvendes i biologisk bekæmpelse.

Tæger lægger æg enten overfladisk på blade o.l. eller borer dem ind i plantestængler. Enkelte arter har yngelpleje, fx den i Danmark forekommende birketæge (Elasmucha grisea). Larvestadierne kaldes nymfer og gennemgår normalt fem hudskifter, før de er voksne og kønsmodne. De fleste tæger har vinger, men flyver sjældent. Hos mange voksne tæger er vingerne dog reduceret, permanent som hos væggelus (Cimex lectularius) eller hos et flertal af individer i en population.

Et af tægernes vigtigste forsvarsmidler er det ildelugtende og ildesmagende sekret, som både voksne og nymfer afgiver, og som har givet nogle bredtæger tilnavnet stinktæger.

I Danmark lever knap 500 arter af tæger med blomstertæger (Miridae), bredtæger (Pentatomidae) og frøtæger (Lygaeidae) som de mest artsrige. Til frøtæger hører bl.a. den røde soldatertæge (Lygaeus equestris), et karakterdyr for Bornholm. I ferskvand er bugsvømmere, rygsvømmere og skøjteløbere nogle af de mest karakteristiske insekter. I huse findes væggelus (Cimex lectularius) og skarntæge (Reduvius personatus). Hyppigst er dog de plantesugende landtæger, som ofte er knyttet til bestemte plantearter med brændenælde og egetræer som nogle af de mest populære.

Navnet tæger bruges undertiden med urette om blodmider eller flåter (se mider).

Skadedyr

Tæger kan i landbrugsafgrøder optræde som skadedyr i bederoer og kartofler. I bederoer suger arterne Lygus rugulipennis og Calocoris norvegicus i bladspidsen og på bladribberne, hvilket medfører krusninger og deformiteter, ligesom bladspidsen bliver gul, og bladribberne revner. I kartofler optræder bl.a. Lygocoris pabulinus. Angreb medfører deforme og hullede blade, som senere delvis visner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig