Søjle, inden for byggeteknik en lodret, bærende stang eller stolpe, påvirket af tryk i sin længderetning. Bæreevnen af korte og relativt tykke søjler bestemmes i overvejende grad af materialets brudstyrke, mens lange og slanke søjler pga. sideudknækning har en mindre bæreevne svarende til Eulers knæktilfælde.

Faktaboks

Etymologi
Ordet søjle kommer af tysk Säule, af oldhty. *sūl, samme ord som 1. led i sulehus.

Hvor søjler har forskellig stivhed i forskellige retninger, er trykkraftens forstærkende virkning størst ved udbøjning i den svageste retning. Fastholdelsen af søjlen i dens endepunkter er afgørende for bæreevnen. Mellemunderstøtninger, evt. med en vis eftergivelighed, kan bidrage væsentligt til at forøge bæreevnen.

Søjler i forskellige udformninger og materialer anvendtes i oldtiden i Mesopotamien og Egypten og i de minoisk-mykenske kulturer som markante arkitektoniske elementer. De blev hovedmotiver i græske og romerske bygninger (se søjleorden) og i senere europæisk arkitektur, både med bærende og med dekorativ funktion. En søjle i mands- eller kvindeskikkelse kaldes hhv. atlant og karyatide; en halvsøjle er en søjle, der springer halvt frem fra en mur. Se også pilaster.

Søjlens symbolske betydning udspringer af dens bærende funktion. Den udtrykker styrke, fx i form af en kvinde med en søjle, der personificerer kardinaldyden fortitudo, og i bibelske formuleringer som "Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel" (Joh.Åb. 3,12). I kristen kunst optræder søjlen, som Jesus var bundet til under piskningen, som et af hans marterredskaber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig