syntaks

Syntaks er den del af grammatikken, der beskæftiger sig med, hvordan ord kombineres for at danne syntagmer og sætninger.

Faktaboks

etymologi:
Ordet syntaks kommer af græsk syntaxis, af syn- og taxis 'ordning'

I formel logik og informatik er syntaks læren om formelt lovlige udtryk inden for et givet sprog og således det samlede regelsæt for, hvordan velformede, korrekte udtryk kan dannes uanset deres betydning.

Sprogvidenskab

I moderne sprogvidenskab opfattes syntaks ofte på en måde, der er inspireret af den formelle logik, jf. generativ grammatik. I denne sammenhæng bygger de syntaktiske regler oftest på konstituentbegrebet, dvs. at det angives for hver størrelse, af hvilke konstituenter den kan være sammensat, og i hvilken rækkefølge konstituenterne skal komme. En sætning kan efter denne opfattelse i sin simpleste form beskrives som en sammensætning af et substantivsyntagme, fx den lille dreng, og et verbalsyntagme, fx spiste isen. Imidlertid anses konstituentbegrebet gerne for utilstrækkeligt, idet sproglige udtryk kan være opbygget så varieret, at det er umuligt at definere dem tilstrækkelig præcist blot ved at afdække, hvilke byggesten de er bygget af. Kun i simple tilfælde er det nok at kende konstituenterne og deres plads for at vide, hvilke relationer der eksisterer mellem dem.

Til at udtrykke syntaktiske relationer anvendes i traditionel grammatik udtryk som verbal, subjekt, objekt, indirekte objekt osv. Disse relationsbetegnelser angiver sætningens led uafhængigt af deres rækkefølge og deres materiale, idet et subjekt eksempelvis kan placeres flere steder i sætningen og kan være dannet af højst forskelligartede bestanddele.

Syntaktiske forhold spiller en væsentlig rolle for klassifikation af sprog, der bl.a. kan karakteriseres ved rækkefølgen af subjekt (S), objekt (O) og verbal (V) i hovedtyperne SVO, SOV og VSO. Også på anden vis er syntaktiske træk af betydning for sprogbeskrivelsen, fx ved opdelingen i nominativ-akkusativ-sprog, ergative sprog og inaktiv-aktiv-sprog.

Datalogi

Inden for datalogi er syntaks en beskrivelse af de formelle regler for strukturen af symbolfølger, der kan behandles af en computer. Inddata til ethvert program må have en bestemt og på forhånd fastlagt syntaktisk struktur for at kunne genkendes af programmet. Særlig vigtige er inddata til en oversætter, da sådanne data udgør et program skrevet i et programmeringssprog, et såkaldt kildeprogram. Også i programmeringssprog kan man skelne mellem, hvad der svarer til ord og syntagmer i normalt sprog, men i stedet anvendes hhv. terminale og nonterminale symboler. Syntaksanalyse udføres vha. en generativ grammatik med såkaldte produktioner, dvs. et sæt regler, der for hvert nonterminalt symbol beskriver, hvilke andre symboler det kan erstattes af. Det kan hermed automatisk afgøres, om et kildeprogram, som er en følge af terminale symboler, er formelt korrekt. Processen kaldes parsing, og et program, der udfører processen, kaldes en parser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig