synkronicitet

Synkronicitet, samtidighed, samstemthed, rytme, i psykologien er interaktionssynkronicitet (samspilssynkroni) den nødvendige fælles rytme og melodi, den fælles takt, i det kommunikative samspil mellem mennesker.

Faktaboks

etymologi:
Ordet synkronicitet kommer af det tyske Synchronizität, der er en afledning af synchron 'samtidig'.

Den omfatter både kropslige og verbalt-sproglige aktiviteter med berøring, nikken, blinken, øjenkontakt, signaler om skiftevis at udtrykke sig, ændring i lydstyrke, lige før det bliver modpartens tur etc. (se også kropssprog).

Desuden findes en selvsynkronicitet, hvor personens samlede aktivitet er afstemt til en helhed både kropsligt, kommunikativt og socialt. Det kan i udtalt grad iagttages fx hos balletdansere, skuespillere og nogle fodboldspillere som en kombination af ynde og spændstighed og klar og tydelig aflæselighed af udtryk i kommunikativt samspil.

Mennesker med svære kommunikative og sociale vanskeligheder har ofte ikke udviklet interaktionssynkroni og selvsynkroni.

C.G. Jung bruger ordet synkronicitet om det, han regner for meningsfulde og ikke tilfældige forbindelser mellem hændelser, der ikke er forbundne kausalt og i samtidighed.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig