symbolisme - teater

Symbolisme - teater, Symbolistisk teater voksede frem i Frankrig i 1890'erne som en reaktion mod den naturalisme, der praktiseredes på André Antoines Théâtre Libre i Paris.

For symbolisterne var Richard Wagner en vigtig inspirationskilde. De begejstredes over hans tanker om et Gesamtkunstwerk, der smeltede kunstarterne sammen i en mystisk syntese, og de delte hans kulturpessimisme og valfartede til Bayreuth.

Stéphane Mallarmé så Wagners operaer som en udfordring til digterne og ønskede at give lyrikken den forrang i teatret, som Wagner havde givet musikken.

Symbolisterne, hvis dramaer erstattede den ydre konflikt med mental krise og drøm, ville overføre la poésie pure ('den rene poesi') til scenen. På den førende symbolistiske scene, Théâtre de l'Œuvre, dyrkede skuespillerne en syngende, monoton diktion.

De såkaldte syntetiske dekorationer, skabt af kunstnergruppen Les Nabis, gengav ikke autentiske miljøer, men "akkompagnerede" gennem former og farver dramaernes indre atmosfære, ligesom der udsendtes dufte, som man mente svarede til ordenes poetiske udsagn.

Ved siden af Maurice Maeterlinck var Henrik Ibsen den hyppigst opførte dramatiker på Théâtre de l'Œuvre.

Symbolistisk teater fandtes ikke kun i Frankrig; dramatikere som Hugo von Hofmannsthal, J.M. Synge, W.B. Yeats og Eugene O'Neill samt instruktører som Gordon Craig, Max Reinhardt og Vsevolod Mejerkhold tilhørte alle symbolismen eller lod sig periodevis inspirere af den.

Læs mere om symbolisme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig