Syllabisk, (via lat. fra gr. syllabikos, afledn. af syllabe 'noget taget under ét, stavelse', af syn- og afledn. af lambanein 'tage'), i sprogvidenskab om stavelsesdannende eller -bærende lyd. I dansk er det i betonet stavelse altid en vokal, der er syllabisk, men i ubetonet stavelse med svagtryks-e kan vokalen falde væk i forbindelse med en sonor nabokonsonant, som dermed bliver syllabisk, jf. sidste stavelse i cykel, vissen. I nogle sprog kan sonorante konsonanter også være syllabiske i betonet stavelse, fx slovakisk vlk 'ulv' og prst 'finger'. Se også sonorant og sonoritet.