sygdomsforebyggelse

Primær forebyggelse har til formål at forhindre, at sygdom opstår hos raske personer, fx vha. vaccination mod infektioner eller opfordring til rygestop som forebyggelse mod lungekræft og andre tobaksfremkaldte sygdomme. Den primære forebyggelse kan iværksættes over for befolkningen som helhed i form af en massestrategi uden forudgående undersøgelse af de enkelte personer for de sygdomme, der ønskes forebygget, eller for de årsager, der gribes ind over for, fx ved rensning af og fluortilsætning til drikkevand. Primær forebyggelse kan også rettes mod befolkningsgrupper i særlig risiko, såkaldt højrisikostrategi. Kendskab til den forhøjede risiko kan bero på åbenlyse karakteristika såsom køn, alder, beskæftigelse eller adfærd, fx hhv. kondombrug, børnevaccination, sikkerhedsudstyr på arbejdspladsen og trafikregulering. Kendskab til den forøgede risiko kan også opnås ved en særlig undersøgelse af befolkningen ved screening, fx for forhøjet kolesteroltal i blodet med forøget risiko for hjerte-kar-sygdom til følge.

Sekundær forebyggelse har til formål at forhindre videreudvikling af en sygdomsproces, som er i gang, men som i det tidlige stadium endnu ikke har udløst et erkendt behov for behandling hos den sygdomsramte, enten fordi der endnu ikke er fremkommet nogle symptomer, eller fordi symptomerne mistolkes eller negligeres. Sekundær forebyggelse kan fx være fjernelse af en del af livmoderhalsen efter påvisning af celler med kræftforandringer eller forstadier hertil. Denne form for forebyggelse forudsætter derfor, at de personer, der er ramt af sygdomsprocessen, er udpeget, hvilket kræver undersøgelse af den relevante befolkningsgruppe ved screening. Der er en glidende overgang mellem primær forebyggelse baseret på højrisikostrategi og sekundær forebyggelse. Det afhænger af, om den tilstand, der indebærer forøget risiko, opfattes som en sygdom eller en risikofaktor for sygdom, hvilket er aktuelt for fx caries, fedme, blodtryksforhøjelse og forhøjet blodsukker.

Tertiær sygdomsforebyggelse har til formål at forhindre eller formindske følgerne af indtrådt sygdom i form af død, forværring, svækkelse, legemlige og sociale handicap eller tilbagefald efter helbredelse. Behandlingen af den syge vil således i sig selv have et tertiært forebyggende sigte, men ofte vil der derudover kunne tilbydes andre forebyggende foranstaltninger, fx genoptræning efter lammelser som følge af hjerneblodprop eller -blødning. Den tertiære forebyggelse, som ikke er indeholdt i behandlingen af sygdommen, kaldes ofte rehabilitering.

Overlapningen mellem tertiær forebyggelse og behandling er tillige aktuel ved planlagte (i modsætning til akutte) behandlinger. Forberedelse af behandlingen i form af forbedring af patientens almene tilstand kan måske forebygge bivirkninger og komplikationer til behandlingen, fx ved hjælp til ophør med rygning og alkoholindtagelse forud for større kirurgiske indgreb.

Sommetider kaldes forebyggelse af tilbagefald blandt helbredte patienter for sekundær forebyggelse, idet der trods helbredelsen er en skjult sygdomsproces i gang, som eventuelt kan standses eller ophæves. Eksempler på den type forebyggelse er livsstilsomlægning med hensyn til tobak, kost og motion efter blodprop i hjertet eller formindskelse af alkoholindtagelse efter behandling af sygdomme fremkaldt af stor alkoholindtagelse, fx skrumpelever.

Sygdomsforebyggelse adskiller sig fra sundhedsfremme, som betegner mere generelle aktiviteter til fremme eller styrkelse af sundheden hos den enkelte, i bestemte befolkningsgrupper eller i hele befolkningen. Disse aktiviteter har som forudsætning, at sundhed ikke blot er defineret som det at være rask, dvs. uden sygdom, men også omfatter andre kvaliteter, som antages at have værdi for ens almene psykiske og kropslige velbefindende. Det kan fx dreje sig om en god ernærings- og træningstilstand uden misbrug af tobak, alkohol og lægemidler. Styrket evne til og stimuleret motivation for at løse problemer eller bære lidelser og andre vanskeligheder (coping) hører også til sundhedsbegrebet. Sundhedsfremme forventes derfor både at have en selvstændig værdi og at bidrage til den specifikke sygdomsforebyggelse, uanset om den er primær, sekundær eller tertiær.

Sygdomsforebyggelse kan gennemføres på flere måder: Man kan forhindre, at en person udsættes for sygdomsårsagerne, man kan fjerne disse, efter at personen har været udsat for dem, eller man kan standse eller bremse den sygdomsproces, som årsagerne har igangsat. Selvom sygdomsårsagerne ofte ikke er fuldt kortlagte, kan forebyggelse være gennemførlig og effektiv.

Det viste sig fx muligt at forebygge kopper ved vaccination, at forebygge udbrud af kolera ved adskillelse af drikkevand og kloakudløb og at forebygge aids ved brug af kondom, før de smitsomme mikroorganismer blev opdaget. Både hjerte-kar-sygdomme og forskellige kræftformer kan forebygges ved at spise rigeligt af frugt og grønt og ved undladelse af tobaksrygning, men hvordan virkningerne opnås i kroppen, er kun delvis kendt.

Den konkrete forebyggelsesaktivitet kan sættes ind på mange niveauer, lige fra den enkelte persons ændring af egen adfærd på et bestemt tidspunkt til permanente, lovbestemte samfundsændringer gældende for alle personer (se også hygiejne). Sygdomsforebyggelse vil derfor i vid udstrækning bero på viden og ekspertise fra mange forskellige discipliner uden for sundhedsvidenskab og sundhedsvæsen, fx strækkende sig fra pædagogik til markedsøkonomi. Hvilke typer forebyggelsesaktiviteter der er lettest gennemførlige, mest hensigtsmæssige og acceptable for befolkningen og de enkelte personer, er således et bredt politisk og kulturelt anliggende, der ofte skaber megen debat.

Det siges, at det er bedre at forebygge end at helbrede, og forebyggelse har da også bidraget til store forbedringer af befolkningens sundhedstilstand. Men nøgternt betragtet er dette dog ikke altid givet. Selvom det anerkendes, at det er bedre at være rask end syg, har forebyggelse en række ulemper og omkostninger i bred forstand, som må tages i betragtning. De må dels sammenholdes med, hvad der opnås med forebyggelsen, dels med situationen og mulighederne uden forebyggelsen.

Forebyggelsens pris kan bl.a. bestå i følgende: Kun en oftest mindre del af de personer, aktiviteten omfatter, vil nogensinde blive ramt af sygdommen; selve forebyggelsen kan være forbundet med helbredsmæssige gener, bivirkninger og risiko for komplikationer; forebyggelsen kan rette unødig opmærksomhed mod sygdom og skabe sygdomsangst, såkaldt sygeliggørelse; forebyggelsen kan indebære en indskrænkning i livsudfoldelse, som mange vil opfatte som påtvunget afsavn; forebyggelse kan være meget resursekrævende sammenlignet med udbyttet; anden anvendelse af de samme resurser kan måske give et større udbytte; besparelsen i sygdomsbehandlingen mistes måske igen ved kostbar behandling af senere opståede sygdomme og problemer; endelig kan det være svært at opnå samme sikre bevisførelse for den gavnlige virkning af forebyggelse, som kan opnås ved kontrolleret klinisk undersøgelse af sygdomsbehandling.