Syerske. For at sikre forsyninger og lave priser etablerede Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB) en række fabrikker i årene omkring 1900; således også en trikotagefabrik i København. Fotografiet, der er fra ca. 1930, kan give et indtryk af syerskers arbejdsmiljø i denne periode.

.

Syerske er en ufaglært kvinde, der som de faglærte skræddere ernærer sig ved syning. I Danmark havde syersker størst udbredelse mellem 1875 og 1950.

Oprindelig syede de fleste syersker i eget hjem. De var formelt set selvstændige næringsdrivende, men var underbetalte og havde ikke næringsbevis. De var helt afhængige af deres kunder, som ofte var stormagasiner, der forsynede dem med råvarer og aftog de færdige varer.

Arbejdet som syerske var en udbredt, men ikke særlig attraktiv beskæftigelse for unge kvinder, som ventede på at blive gift, og for enker eller ældre gifte kvinder, der var nødt til at supplere hjemmets indtægter. Efter 1914 blev det mere almindeligt, at syersker arbejdede på konfektionsfabrikker, men endnu i 1948 var ca. 25 procent af syerskerne beskæftiget i eget hjem.

I dag (2000) er industrisyning fortsat et erhverv, der næsten kun beskæftiger kvinder. Uddannelsen er et seks ugers AMU-kursus med mulighed for efterfølgende specialkurser.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig