Swahili-arabiske riger, en række selvstændige bystater på den østafrikanske kyst, hvor swahilikulturen, baseret på islam og bantusproget swahili, udvikledes. Blandt de mest kendte af byerne, som havde deres storhedstid i 1300- og 1400-t., er Lamu, Mombasa og Malindi (alle i nuv. Kenya) og Zanzibar, Pemba og Kilwa (i nuv. Tanzania). De swahili-arabiske rigers fundament var handelen med det sydlige Arabien, landene ved Den Persiske Golf samt Indien og Kina. Den tidlige eksport bestod primært af fødevarer og mangrovetømmer, men efterhånden skabte handel med slaver, guld og elfenben stor rigdom i byerne. Den profitable handel tiltrak senere forskellige kolonimagter; omkring 1500 sikrede portugiserne sig herredømmet over byerne, og i slutningen af 1600-t. blev de indlemmet i et omansk handelsimperium. Det sidste omanske sultanat ophørte i 1890, da Zanzibar blev et britisk protektorat.