svævebane

Svævebane, transportmiddel til befordring af personer eller gods bestående af kabiner, åbne sæder eller transportbeholdere ophængt i og trukket af ståltove. Svævebaner benyttes til passage af dybe dale og uvejsomt terræn samt for at overvinde store højdeforskelle, men kan også være anlagt over havet til brug ved lastning/losning af skibe, der ikke kan gå helt ind til kysten. Der forekommer to svævebanetyper. I entovsbaner er kabinerne ophængt i et bæretov, som også bevæger dem. For at øge sikkerheden og befordringskapaciteten er mange svævebaner udstyret med to tov: et fast bæretov, hvorpå kabinerne er ophængt vha. løberuller, og et roterende træktov; denne type benævnes totovsbane. Afstanden mellem bæremasterne er afhængig af belastning og terrænforhold; den varierer mellem 75 m og 150 m, undtagelsesvis op til 3000 m.

Til personbefordring bruges tre typer svævebaner: svævebaner med få, store kabiner, hver med en kapacitet på op til 200 personer, svævebaner med mange små kabiner (kapacitet 2-4 personer) og svævebaner med sæder, såkaldte stolelifte. Kabinerne på de to førstnævnte typer er forsynet med bremser, der kan fastholde dem ved kabelbrud, samt som regel med koblingsanordninger, så kabinerne kan fra- og tilkobles træktovet under passagerudveksling, mens dette ofte ikke er tilfældet for stolelifte. Befordringshastigheden varierer fra 6 km/h for stolelifte til omkring 40 km/h for kabinebaner. Hastighedsregulering og undertiden også standsning styres fra maskinstationen, der ud over elmotorer og bremser er udstyret med dieselgenerator til nødstrømsforsyning. Mange svævebaners drift er vidtgående automatiseret. Svævebaner til personbefordring er sjældent længere end nogle få km. Deres kapacitet varierer bl.a. efter tovhastighed og kabinestørrelse fra under 100 til omkring 800 personer i timen.

Godsbaner kan være væsentlig længere end baner til personbefordring; mellem Kristineberggruben og Boliden i Sverige løber en af de længste (96 km). En svævebane til godstransport kendes fra 1600-t., men svævebaner blev først udbredt efter opfindelsen af ståltovet i 1800-t. Den første elektriske svævebane blev sat i drift 1888 i Schweiz, hvor den første bane for persontrafik blev åbnet 1908 ved Wetterhorn. Nordeuropas første svævebane, Krossobanen ved Rjukan i Norge, åbnedes 1928.