Svejseøjne, keratitis photoelectrica, øjenskade forårsaget af svejselys, der indeholder ultraviolette stråler, som absorberes i hornhindens yderste cellelag (epithel). Efter 2-4 timer opstår der øjenirritation med tåreflåd, lysoverfølsomhed og stærke smerter. Symptomerne forsvinder af sig selv i løbet af 12-24 timer og efterlader ingen varige følger. Behandlingen består i øjenforbinding, evt. kombineret med øjensalve og pupiludvidende øjendråber. Smertestillende øjendråber giver øjeblikkelig lindring, men bør undgås som længerevarende behandling, fordi hornhinden derved læger langsommere. Desuden udsættes en følelsesløs hornhinde let for yderligere skader.

Svejseøjne forebygges effektivt ved korrekt brug af svejsebriller eller svejseskærm. Disse øjenværn er imidlertid så mørke, at det kan være svært at se det emne, der skal svejses. Skaden opstår derfor oftest i de korte øjeblikke, hvor øjenværnet er skubbet til side. Ubeskyttede personer, der står ved siden af svejseren, er også udsatte.

Lignende øjenskader kan opstå ved refleksion af Solens stråler fra sneflader (sneblindhed), ved anvendelse af højfjeldssole og UV-lys i industrien, i laboratorier og klinikker, fx hos tandlæger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig