svaler

Svaler. Svaler på elektriske ledninger i landskabet.

.

Landsvale.

.

Bysvale (Delichon urbicum).

.

Artikelstart

Svaler, Hirundinidae, familie af spurvefugle med 83 arter i alle verdensdele undtagen Antarktis. Svaler er små fugle (12-23 cm) med en strømlinet krop, lange vinger og en oftest kløftet hale, evt. med forlængede yderfjer. De har en meget energiøkonomisk flugt og tilbringer en stor del af tiden i luften, hvor de fanger insekter. De er mørke, ofte sorte med iriserende farver på oversiden, men gerne med lysere underside; mange har en iøjnefaldende, lys overgump. Næbbet er kort og fladt med et stort gab, og fødderne er små, i mange tilfælde med fjerklædt mellemfod (tars).

Svaler optræder gerne i flokke, og mange af dem yngler kolonivis. Nogle arter ruger i naturlige huller i træer, klipper eller bygninger, evt. med supplerende mudder omkring indgangshullet; andre udgraver selv huller i brinker, og endelig bygger mange arter en åben eller lukket rede af mudder. Kuldet er normalt på 4-5 æg, dog kun 3 hos tropiske arter. Kuldet ruges af hunnen eller af begge mager, og begge mager fodrer ungerne. Disse opbygger fedtdepoter, så de kan overleve kortere perioder med fødemangel, fx i forbindelse med dårligt vejr.

I Danmark yngler landsvale, bysvale og digesvale almindeligt. Desuden er klippesvale (Ptyonoprogne rupestris) og rødrygget svale (Hirundo daurica) truffet nogle gange som tilfældige gæster fra Sydeuropa.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig