svømmehud

Svømmehud. Hos kloakdyret er svømmehuden på forlemmerne specielt veludviklet. Samtidig er disse lemmer med deres kraftige kløer et effektivt graveredskab. Denne tilsyneladende modstridende dobbeltfunktion klares, ved at svømmehuden foldes tilbage og derved beskyttes, når dyret er på land.

.

Svømmehud, hud mellem tæerne hos mange vandlevende hvirveldyr. Svømmehud forøger det areal, som arbejder mod vandet, når fødderne bruges som årer.

Svømmehud forekommer især hos frøer og vandfugle, mens halen gerne er det vigtigste svømmeredskab hos krybdyr og pattedyr; dog har fx næbdyr og odder en veludviklet svømmehud på alle fire fødder, og bæver på bagfødderne. Oftest forbinder svømmehuden nogle eller alle tæer på foden, men hos visse fugle, fx lappedykkere og blishøns, er tæerne frie og hver især udrustet med bræmmer (lapper) på begge sider.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig