Suspension, (afledn. af lat. suspendere 'ophæve'), flydende blanding af faste partikler i en væske. I naturen dannes suspensioner af fx lerpartikler i vandløb, hvorimod der vil ske en sedimentation i stillestående vand.

I kemiteknikken er dannelse af en suspension et led i en række adskillelsesprocesser, hvoraf mange beror på sedimentation. Fx kan sandholdigt ler til cementfabrikation befries for sand, ved at blandingen først røres ud med vand til en suspension, som derefter behandles i en sedimentationsproces.

Maling er en suspension af pigmentpartikler i en væske, fx en tørrende olie. Her må suspensionen være tilstrækkelig stabil, dvs. at partiklerne ikke må sedimentere inden for en acceptabel lagringstid. En suspensions stabilitet beror ofte på, at partiklerne på deres overflade bærer elektriske ladninger med samme fortegn, hvorved de frastøder hinanden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig