Supramolekylær kemi, kemisk fagområde, der beskæftiger sig med vekselvirkninger mellem molekyler. Hvor traditionel kemi omhandler de stærke covalente bindinger (se kemisk binding) mellem atomer, omhandler den supramolekylære kemi de svage ikke-covalente bindinger mellem molekyler. Den supramolekylære kemi er således synonym med studiet af ikke-covalente bindinger; som disciplin betragtet er den tværvidenskabelig og finder ofte inspiration i naturens biologiske systemer.

Ikke-covalente bindinger er ansvarlige for vigtige biologiske processer som fx baseparring og replikation af DNA, dannelse af cellemembraner og binding af lægemidler, hormoner og metabolitter til kroppens receptorer. De ikke-covalente bindinger består primært af svage intermolekylære kræfter, og den supramolekylære kemis hovedformål er at forstå og kontrollere disse svage kræfter. Derfor undersøges naturligt forekommende biologiske fænomener som fx selvorganisation, selvsamling, selvreplikation og molekylær genkendelse. Herved håber man, at det vil blive muligt at designe og fremstille molekylære og supramolekylære systemer med specifikke funktioner, der minder om de systemer, der allerede findes i naturen. Sådanne kunstige systemer vil evt. kunne finde anvendelse inden for nanoteknologi, fx som molekylære kontakter, molekylære maskiner, enheder til informationslagring, sensorer og ledninger, og derved erstatte nutidens tilsvarende makroskopiske systemer.

Nobelprisen i kemi blev i 1987 tildelt D.J. Cram, J.-M. Lehn og C.J. Pedersen for deres betydning for udviklingen af supramolekylær kemi og specielt for syntese af systemer, som efterligner vigtige biologiske processer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig