Sumo. Foto fra Grand Sumo Tournament i Los Angeles, 2008.

.

Sumo er en japansk form for brydning, hvor det gælder om at presse modstanderen i gulvet eller uden for ringen.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra japansk sumō 'at brydes eller kæmpe med en anden'.
Også kendt som

sumobrydning

Kampen, der ofte kun varer ti sekunder, kæmpes på en forhøjning af hårdtstampet jord i en ring med en diameter på 4,55 m. Ved hjælp af de 70 officielle greb og kast gælder det om at få modstanderen ud af ringen eller få ham til at berøre jorden inde i ringen med andet end fødderne.

Sumobryderne

De professionelle sumobrydere er kun iført et lændeklæde af silke, og deres hår er friseret i den traditionelle gingkobladsfrisure. Det er en fordel at være stor, og adskillige sumobrydere vejer over 200 kg og måler mere end 2 m. I amatørreglerne er der dog indført tre vægtklasser. En professionel sumobryder i de to øverste divisioner får en regulær månedsløn, hvortil kommer en betydelig bonus for sejre.

Historie

Sumo, der er Japans nationalsport, omtales i japansk litteratur fra 700-tallet og er forbundet med mange ritualer, som går tilbage dels til shintoreligionen, dels til samuraierne. Sportens nuværende form stammer fra 1600-tallet.

Udbredelse

I dag dyrkes sumo af ca. 800 professionelle brydere i seks divisioner samt af flere tusinde amatører. Også i Vesten dyrkes sumo blandt amatører (både mænd og kvinder), for hvilke der afholdes årlige verdens- og europamesterskaber.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig