Lollandsk sulevælling er en gammel dansk egnsret; en suppe kogt på saltet svinekød, tilsat byggryn og æbler, og evt. suppleret med tørrede svesker. Suppen serveres med hakket persille.

Ordet sul er en gammel betegnelse for flæsket fra grisen. Ved slagtningen om efteråret blev flæsket lagt i et saltkar, så det kunne holde sig vinteren over i sulekammeret, som også kunne bruges til opbevaring af andet end sul. Lollikkerne var relativt velstående og havde som regel mad i sulekammeret.

  • 1 kg saltet flæsk
  • 125 g fine byggryn (perlebyg)
  • 2 liter vand
  • Suppevisk af persille, selleritop og porretoppe
  • 3 gulerødder, 1 selleri, 1 pastinak (skåret i tern)
  • 2 porrer (det hvide skåret i ringe)
  • Tørrede æbler eller pærer og svesker
  • Hakket persille
  • Tilsmagning med sukker og eddike

Flæsket blev udvandet natten over. Grønsagerne skrællet og skåret i mindre stykker (mirepoix). Flæsket blev kogt op med suppevisken og afskummet, før rodfrugterne kom i med byggryn og den tørrede frugt. Retten kogtes ≈ 45 min. til konsistensen var som en vælling. Kort før servering tilsattes porreringe og hakket persille. Sulevællingen serveredes med skiveskåret flæsk. Sukker og eddike blev tilsat af hver enkelt efter smag og behag

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig