sufisme

Sufisme, islamisk mystik, der opstod i 700-t. som en asketisk reaktion mod umayyadekaliffernes tiltagende verdslighed. Med udgangspunkt i Koranens bud om at søge Gud gennem bøn, meditation og almisse udviklede askesen sig snart til en egentlig mystik, til dels under indflydelse af kristne eneboeres fromhed.

Faktaboks

etymologi:
Ordet sufisme kommer af arabisk sūf 'uld', sigtende til de første tilhængeres fattige dragt, og -isme.

Den kvindelige sufi Rabia al-Adawiyya al-Qaysiyya (d. 801) fra Basra betonede den rene, uselviske gudskærlighed uden tanke på løn eller straf og anslog dermed en grundtone i sufismen. I 800-t. fremstod en række store sufimestre, som med dyb psykologisk og teologisk indsigt formede sufismen som en vej, der gennem flere stadier førte til enhed med Gud: omvendelse, askese, total tillid til Gud, tilfredshed, taknemmelighed, kærlighed og endelig som sidste stadium erkendelse.

Undervejs oplevede sufien glimt af Guds åndelige gaver kulminerende i forsvinden i enhed med Gud og forbliven, dvs. sufiens tilbagevenden til nøgternhed, men gennemglødet af enhedsoplevelsen. Al-Hallaj fra Persien udtrykte dristigt sin oplevelse med ordene "Jeg er Sandheden" (dvs. Gud), men blev anklaget for blasfemi og henrettet i 922. I 900- og 1000-t. fremkom håndbøger i sufisme, som tjente til at gøre den acceptabel i ortodokse teologiske kredse.

Nyplatonsk påvirkning kan spores i Ibn Arabis (1165-1240) enhedsmetafysik og i al-Suhrawardis (d. 1191) tanker om sjælens rejse mod det rene lys. Begge fik stor indflydelse i senere sufisme. Især i Iran virkede sufismens følsomhed og erfaring af enhed mellem Gud og det skabte som en inspiration for en rig digtekunst.

Sufismen overleveredes fra mester til elev i et flerårigt discipelforhold, og der dannede sig skoler, som fra 1100-t. udviklede sig til ordener, åndelige og sociale netværk, hierarkisk opbyggede og med hver deres traditioner og liturgi; især dhikr blev et væsentligt ritual. Med tiden optog de mange elementer fra tidligere religioner, herunder helgendyrkelse. De store sufimestre mentes at have del i guddommelig velsignelse (baraka) og dermed kraft til at gøre undere.

Valfarter til deres grave på deres dødsdag blev en del af folkelig islam, selvom konservative teologer fordømte dem. I moderne tid har staterne i den islamiske del af verden søgt at begrænse og kontrollere sufiordenernes indflydelse, men de har stadig tag i befolkningen.

I løbet af 1990’erne er sufismen gledet ind som en del af den euro-amerikanske religiøse subkultur. Dog ikke i sin sædvanlige former, men i varianter uden binding til bestemte mestre eller etniske grupper. I Skandinavien har flere kunstnere ladet sig inspirere af sufistiske traditioner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig