Subseainstallation, fjernstyret ventilarrangement placeret på havbunden i forbindelse med olie- og gasbrønde og rørledninger. De anvendes på store vanddybder, hvor faste eller flydende konstruktioner vil være dyrere løsninger. Ventilarrangementet beskyttes mod skade fra fx trawl og ankre ved en kraftig gitter- og pladekonstruktion.