strukturfunktionalisme

Strukturfunktionalisme er en retning inden for antropologien, der argumenterer for, at sociale og kulturelle institutioners funktion i et samfund er at sikre overlevelse af den sociale orden. Teoriretningen dominerede britisk og amerikansk samfundsforskning fra 1930'erne til 1960'erne.

Samfund opfattes som integrerede sociale helheder i ligevægt bestående af institutioner, grupper og deres indbyrdes relationer, som ikke kan forstås uafhængigt af hinanden, og som danner blivende systemer gennem tilpasning, fusion og integration.

Den ledende skikkelse i britisk strukturfunktionalisme var antropologen Alfred Reginald Radcliffe-Brown, og den amerikanske strukturfunktionalismes hovedeksponent var sociologen Talcott Parsons.