Det strukturalistiske historiesyn anser økonomiske, sociale og mentale strukturer for det væsentligste i den historiske udvikling. Strukturalistisk historieskrivning eller strukturhistorie står hermed i modsætning til et historiesyn, der opfatter begivenheder og personer som afgørende. Mere konsekvente udgaver af strukturalismen tillægger undertiden virkelighedens statiske træk så stor betydning, at de kommer i modsætning til en betragtningsmåde, der opfatter historien som et udviklingsforløb. Strukturhistorie forbindes navnlig med den franske Annalesskole og tilsvarende tendenser i andre lande. En kendt polemik stod i 1960'erne og 1970'erne mellem historikerne P. Anderson, der forsvarede en strukturalistisk historieopfattelse, og E.P. Thompson, der lagde vægt på mennskets bevidste handlinger og ønskede at genindsætte mennesket som subjekt i historien.