Strandsennep, Cakile maritima, enårig, 20-40 cm høj plante i korsblomstfamilien, der forekommer i det meste af Europas kystområde. Det er en glat, blådugget, noget sukkulent urt med violette blomster. Frugten er en karakteristisk todelt skulpe, hvis øverste led er pilformet, mens nederste led er saddelformet. Strandsennep er en almindelig strandplante i Danmark, især på den yderste del af stranden foran klitterne og på tangvolde. Arten inddeles i to underarter, Cakile maritima ssp. maritima (nordsø-strandsennep, strandræddike) med smalle lancetformede, hele blade og C. m. ssp. baltica (østersø-strandsennep) med fjersnitdelte blade.