En strand er et overgangsområde mellem havet og det tørre land, der påvirkes af saltvandssprøjt, bølgeslag og tidevand. Jordbunden består af sand, grus og sten, som vandet har ført med sig. Ler og andre finkornede partikler skylles derimod hurtigt bort.
Strand. Stenstrand ved Korsør. Jordbunden består af sand, grus og sten, som vandet har ført med sig.
Langt de fleste danske strande har en badevandskvalitet, der gør dem velegnede til badning.
Der må ikke placeres bebyggelse eller foretages ændringer i terrænet, tilplantning eller hegning i en zone på som regel 300 meter fra de danske kyster.
Planter og dyr på stranden
Kun få plante- og dyrearter er tilpasset strandens ekstreme og omskiftelige miljø. Nærmest havet er stranden så ustabil, at større planter ikke kan fæste rod. Til gengæld vokser her især mange mikroskopiske kiselalger på sandskornenes fugtige overflader. Højere oppe bliver sandbunden mere stabil, men tør og præget af det skarpe sollys og vinden, der uhæmmet kan feje hen over stranden, så sandet fyger. Her kan kun vokse planter, der tåler stærk udtørring (xerofytter) og højt saltindhold (halofytter), og som ellers lever på saltstepper og i ørkener. På stenstrande vokser bl.a. strandkål, på sandstrande strandsennep, strandarve og sodaurt, mens evevegetationen på opskyllede, rådnende tangmasser især består af mældearter. Smådyr som blediusbillen graver skrøbelige gange i sandet. Billerne kommer kun sjældent op på overfladen, hvorimod tanglopperne ved solnedgang myldrer op fra gange og hulrum for atter at grave sig ned i sandet ved daggry. På tropernes sandstrande har vinkekrabberne udviklet en tilsvarende adfærd.
Rundt omkring i verden er mange strande påvirket af friluftsaktiviteter eller forurenet med spildevand fra kloakudløb, olie og andet affald fra skibe. I Danmark har en restriktiv lovgivning hindret strandene i at blive ødelagt af fx hotelbyggeri, og i vore dage er badevandet ved langt de fleste strande rent.
Strandbredden
Standbredden er den vegetationsløse overgangszone mellem land og hav. Dens dimension og udformning afspejler de dynamiske forhold på stedet, mht. både bølgepåvirkning og sedimentsammensætning. Strandbredden, der holdes vegetationsløs af bølgernes mekaniske påvirkning, er bredest langs åbne kyster ved større havområder; bredden aftager med aftagende energiforhold og kan i beskyttede fjorde helt mangle. Langs kyststrækninger med ensartet dynamisk påvirkning vil den sandede strandbred være fladere og bredere end strandbredden opbygget af grus og sten. Dens udseende skifter ofte systematisk gennem året som følge af de sæsonmæssige variationer i de dynamiske forhold: De første efterårsstorme eroderer sand fra strandbredden og fører det ud i revlezonen, således at strandbredden om vinteren fremstår smal og stenet. I løbet af foråret og sommeren bliver sandet ført tilbage, hvorved den øges i bredden.
Adgangen til i Danmark at færdes og gøre kortvarige ophold på den private strandbred er sikret i en ministeriel bekendtgørelse fra 1992.
Læs mere i Den Store Danske
Fagansvarlig for Økologi
.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.