straffeproces

Artikelstart

Straffeproces er de regler for behandling af sager, hvor der er formodning om, at der er begået et strafbart forhold, der forfølges af det offentlige. Reglerne findes i Retsplejeloven og angår efterforskning, tiltale, hovedforhandling, appel (se retsmidler) og erstatning i strafferetsplejen.

Retsplejeloven regulerer politiets efterforskning, der foretages ved afhøringer samt ved straffeprocessuelle tvangsindgreb, der som hovedregel skal godkendes af retten, fx ransagning, beslaglæggelse af bevismidler og indgreb i meddelelseshemmeligheden.

Formålet med efterforskning er at skaffe oplysninger til brug for anklagemyndighedens afgørelse af, om tiltale skal rejses, eller om der skal ske påtaleopgivelse.

Anklagemyndigheden rejser tiltale, medmindre det skønnes, at sagen ikke kan føre til domfældelse. En sigtet kan anholdes af politiet, men kan kun varetægtsfængsles (se fængsling), hvis retten bestemmer det. Tvister under efterforskningen mellem politiet og sigtede afgøres af retten.

Det er retten, der afgør, om tiltalte er skyldig; i mindre sager, fx visse færdselssager, kan sagen dog afgøres uden retssag, hvis den tiltalte fx vedtager at betale en bøde. Rettens afgørelse træffes på grundlag af bevisførelse, dvs. forklaringer fra tiltalte og vidner, erklæringer fra eksperter mv.

Tiltalte har ofte mulighed for at få en beskikket forsvarer, der får adgang til alle oplysninger i sagen. Tiltalte og forsvareren har samme adgang som anklagemyndigheden til at føre beviser.

Retten afgør, om tiltalte er skyldig, og fastsætter en sanktion, dvs. straf og/eller andre retsfølger, fx konfiskation eller fortabelse af rettigheder. En tiltalt kan endvidere dømmes til at betale erstatning til den, der er forurettet ved forbrydelsen.

Retsmøder under hovedforhandlingen er som regel offentlige (se offentlighed). Retten kan kun tage hensyn til de forhold, der bliver oplyst under hovedforhandlingen, og tiltalte har ikke pligt til at afgive forklaring og kan ikke straffes for falsk forklaring for retten. Vidner skal derimod tale sandt og kan straffes, hvis de afgiver en falsk forklaring i retten.

De fleste straffesager afgøres af en byret med én dommer. Hvis den sigtede nægter sig skyldig, behandles visse sager som domsmandssager. Sager om de mest alvorlige forbrydelser, fx drab, er nævningesager.

En dom i en straffesag kan som hovedregel appelleres til en landsret både vedrørende skyldspørgsmålet og straffen. Fristen for appel er normalt 14 dage. Hvis skyldspørgsmålet er appelleret, bliver alle beviser ført igen i appelretten.

En tiltalt, der bliver frifundet, kan få erstatning for straffeprocessuelle tvangsindgreb, fx ransagning eller fængsling. Erstatningsspørgsmålet kan indbringes for retten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig