straf

Straf. Der er arbejdspligt i danske fængsler, idet arbejde tillægges opdragende betydning. I første halvdel af 1900-t. blev der især lagt vægt på håndværksmæssig oplæring, og der var i fængslerne en stor produktion af trælegetøj. De indsatte arbejdede alene i hver deres celle. Efterhånden kom flere forskellige arbejdstilbud til, og der indrettedes fælles arbejdspladser, bl.a. snedkerværksteder, der producerer kontormøbler til offentlige kontorer. Arbejdspligten kan tillige opfyldes ved vedligeholdelse mv. af fængslet og ved deltagelse i undervisning. Fotografi fra Vestre Fængsel i 1920'erne.

.

Straf, i vid betydning den sanktion (den lidelse, det onde), som tilføjes den, der har forsyndet sig imod en norm, regel, ordre, et påbud eller ønske. Alment betegner straf ethvert ubehag, der påføres en person, som har begået en uret eller blot har udvist en uønsket adfærd.

I pædagogik og behavioristisk psykologi betegner straf og belønning midler til at hæmme eller fremme en bestemt adfærd (se adfærdsmodifikation). Her er der ikke tale om straf som reaktion på skyld, men om et middel, der alene vurderes i forhold til dets effektivitet. I moderne psykologi, herunder dyrepsykologi, anvendes straf normalt kun som udeladelse af en belønning.

Sociologisk set er straf et strukturelt magtmiddel til social kontrol af borgerne. En variant heraf er marxismens opfattelse af straf som et middel for kapitalismen til at undertrykke arbejderne.

I moderne sociologi er Émile Durkheims teori fra 1893 stadig central: Den af samfundet institutionaliserede straf er en rituel bekræftelse af samfundets grundlæggende værdier, som er blevet krænket ved forbryderens handling. Straffens sociale funktion er således at styrke samfundets fælles værdigrundlag og solidaritet.

Kravet om straf som gengældelse for den moralske krænkelse af samfundets værdigrundlag er især udbredt i den lavere middelklasse, fordi denne gruppe selv er stærkt afhængig af disse værdier, jf. bl.a. sociologen Svend Ranulfs Moral Indignation and Middle Class Psychology (1938).

I juridisk sammenhæng kan straf defineres som en retlig sanktion, der medfører en lidelse af personlig eller økonomisk art, som samfundet påfører en fysisk eller en juridisk person som udtryk for misbilligelse af en lovovertrædelse.

Den institutionaliserede straf i moderne samfund er udsprunget af privat gengældelse eller hævn i de primitive samfund, hvor der endnu ikke fandtes statsmagt, eller hvor denne ikke evnede at opretholde freden (se også selvtægt).

Den krænkede part og dennes slægt udøvede fx blodhævn (vendetta), som der berettes om i bl.a. islandsk sagalitteratur. I disse samfund betragtedes skyld ofte som kollektiv, hvorfor straffen kunne ramme gerningsmandens hele stamme eller slægt. Ofte var der ingen sammenhæng mellem krænkelsens art og straffens størrelse, selvom et sådant princip var formuleret i Moselovens ord om "øje for øje og tand for tand" (se gengældelsesteorier og talionsprincippet).

I primitive samfund begrundes straf ofte ud fra hensynet til magiske kræfter. Forbrydelser betragtes som krænkelse af guderne og vil derfor føre til katastrofe for hele stammen, medmindre de straffes, og balancen dermed genoprettes. Dette kendes fx i den græske mytologi, hvor erinyerne og Nemesis er straffens gudinder, som genopretter den guddommelige orden, såfremt forbrydelser lades ustraffede.

I middelalderens Europa mente man, at forbrydelser er begået imod Gud, fordi hans lov og bud er overtrådt, hvorfor straffen udførtes af autoriteterne på Guds vegne for at genoprette verdensordenens retfærdighed.

Man mente på fundamentalistisk vis, at Guds lov kunne læses direkte i Bibelen, og at den bl.a. foreskriver en række forbrydelser straffet med dødsstraf; man eksekverede dødsstraf på grusom vis, fx ved bålstraf, radbrækning og hjul og stejle. I Danmark blev denne opfattelse først anfægtet af jurister i anden halvdel af 1700-tallet, inspireret af oplysningstidens bibel- og religionskritik.

I takt med sekulariseringen er forbrydelser siden renæssancen blevet betragtet som begået imod suverænen; fyrsten repræsenterer samfundet som helhed, hvorfor det er statsmagten, der har monopol på at rejse anklage og at straffe.

I 1600-tallet mente Thomas Hobbes, at forbryderen ved sin handling bragte sig i en krigstilstand imod suverænen og dermed imod hele samfundet. For John Locke var det en væsentlig begrundelse for selve statsmagtens legitimitet, at staten skulle hindre, at (privat) straf blev til overdrevne hævnakter. Ikke desto mindre må begrundelsen for straf også i nutiden indeholde et element af hævn, forstået som gengældelse. Af hensyn til den almindelige retsfølelse må uretten ikke forblive ustraffet. Pragmatisk set er dette formentlig også nødvendigt for at undgå, at ofrene for grovere forbrydelser begår selvtægt.

I moralsk forstand er straf i den snævre juridiske betydning alene legitim, når den er en følge af skyld. Den, der straffes, skal have foretaget en handling, som i henhold til lov er strafbar, og skal som hovedregel have handlet forsætligt eller groft uagtsomt (se tilregnelse).

Siden antikken har man ment, at straffen renser skylden. Man soner sin forbrydelse ved at vedstå sit ansvar og udstå sin straf; Dostojevskijs roman Forbrydelse og straf (1865; også kaldet Raskolnikov) gennemspiller dette tema.

I moderne kriminologi er der ofte en tendens til at ville afskaffe begreber som ansvar, skyld og straf, idet man ud fra en humanistisk grundholdning vil erstatte straf med behandling. Henrik Stangerups roman Manden der ville være skyldig (1973) er et engageret indlæg imod en sådan opfattelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig