Lille stormsvale
En flok små stormsvaler (Hydrobates pelagicus) søger føde.
Af .

Stormsvaler er to familier af stormfugle med i alt 27 arter. Nordlige stormsvaler (Hydrobatidae med 18 arter) og sydlige stormsvaler (Oceanitidae med 9 arter) har tidligere været regnet til samme familie, men genetiske studier har afsløret at de ikke er nært beslægtede. Stormsvaler er de mindste af alle havfugle (13-26 cm) og lever af smådyr, som de fanger på eller lige under vandoverfladen. De er mørke, næsten sorte fugle, evt. med lys overgump og/eller underside.

Faktaboks

Også kendt som

Hydrobatidae, Oceanitidae

Sydlige stormsvaler er langbenede og bevæger sig på en karakteristisk måde, når de søger føde løbende eller hoppende på vandoverfladen i bølgedalene. Nordlige stormsvaler har kortere ben og bevæger sig mere terneagtigt. Begge familier indeholder arter, der er langdistancetrækkere. I levevis og ynglebiologi ligner de andre stormfugle. Alle stormsvaler yngler på oceaniske øer, i huller mellem sten eller udgravet i græstørv, og kommer kun til ynglekolonierne om natten for at undgå prædation.

To arter fra de Britiske Øer og Nordatlanten (herunder Færøerne) ses fåtalligt ved danske kyster: lille stormsvale, Hydrobates pelagicus, og stor stormsvale, Hydrobates leucorhous.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig