stormfugle

Stormfugle, Procellariiformes, orden af havlevende fugle, hvis artsrigeste familie, Procellariidae, også bærer navnet stormfugle; de øvrige familier er albatrosser, alkestormfugle og stormsvaler. Stormfugle kommer kun på land for at yngle; de fleste arter er oceaniske, men nogle er mere kystbundne. De er generelt sårbare over for landrovdyr, og spredning af rotter og katte til øer ved menneskets hjælp har udryddet eller decimeret mange bestande. De mindste arter, som også er sårbare over for fugle som måger og kjover, yngler i naturlige eller udgravede huller, og på ynglepladsen er de kun aktive om natten.

Alle stormfugle reproducerer sig meget langsomt: De er flere år om at blive kønsmodne, og kuldet består kun af ét æg, som ikke erstattes, hvis det går tabt. Ungeudviklingen strækker sig over flere måneder, også for små arter; ungen bliver i reden, til den er flyvedygtig, og fodres med lange intervaller med en opgylpet blanding af føderester og en særlig maveolie, der er karakteristisk for stormfuglene (undtagen alkestormfuglene). Denne olie, som er meget ildelugtende, bruges også af unger og voksne som værn mod rovdyr.

Stormfuglenes føde er fisk, krebsdyr og blæksprutter, idet de forskellige arter er mere eller mindre specialiserede på én af disse grupper. Fællestræk i øvrigt er et par rørformede næsebor på næbbets overside og en for fugle usædvanlig veludviklet lugtesans. Med undtagelse af alkestormfuglene har alle arter lange vinger og betjener sig i større eller mindre grad af glideflugt.

Familien Procellariidae omfatter ca. 70 arter af små til mellemstore stormfugle (25-60 cm), flest på den sydlige halvkugle. Til underfamilien Fulmarinae hører bl.a. kapdue og mallemuk samt de to albatrosstore kæmpestormfugle, Macronectes, 81-99 cm, og den rent hvide snepetrel, Pagodroma nivea. De små prioner eller hvalfugle, Pachyptila, lever af helt små dyr, som de sier fra vandet vha. lameller i næbbet; hos de mest specialiserede arter ligner dette et andenæb. De fleste i den artsrige slægt Pterodroma er varmtvandsarter; de har en hurtig, uforudsigelig flugt i store buer højt over vandet.

Underfamilien skråper, Procellariinae, omfatter tre slægter, hvis medlemmer som regel glider på stive vinger lige over vandet; adskillige arter overvintrer fjernt fra yngleområdet, ofte på den modsatte halvkugle. Nogle af dem er glimrende dykkere, som kan nå ned på 50-60 m dybde.

Danske arter

I Danmark optræder mallemukken talrigt i de ydre farvande; den er under indvandring og gjorde første gang yngleforsøg i 1998 (på Bulbjerg). Desuden forekommer fem skråper som fåtallige eller tilfældige gæster: Kuhls skråpe, Calonectris diomedea, fra Middelhavet og NØ-Atlantens varmere dele; storskråpe, Puffinus gravis, fra Tristan da Cunha og Gough Island i Sydatlanten; sodfarvet skråpe, P. griseus, fra Sydatlanten; almindelig skråpe, P. puffinus, fra De Britiske Øer, Færøerne og Island med enkelte fund af andre underarter (eller nærtstående arter) fra Middelhavet; samt lille skråpe, P. assimilis, fra de varmere dele af Nordatlanten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig