Fotografi optaget i falske farver af stjerneskudssværmen Leoniderne den 17. november 1966. Stjerneskuddene, der ses som lysende streger, skyldes små støvkorn, som kommer ind i Jordens atmosfære og opvarmes pga. friktionen. Støvkornene stammer i dette tilfælde fra kometen Tempel-Tuttle. 1966 var et af de år, da Leoniderne var særligt aktive; sværmen nåede et maksimum på 60.000 stjerneskud i timen.

.

En stjerneskudssværm er en gruppe af små meteorider, der rammer Jordens atmosfære fra en fælles retning og er årsag til et stort antal stjerneskud over et kort tidsrum på nogle få dage.

Faktaboks

Også kendt som

meteorsværm

Når stjerneskuddenes lysspor forlænges tilbage langs banen, ser det pga. den perspektiviske effekt ud, som om de kommer fra det samme punkt på himmelhvælvet, kaldet radianten. Stjerneskudssværme navngives ofte efter det stjernebillede, som radianten befinder sig i, fx Leoniderne og Perseiderne.

Årsagen til sværmene er ofte Jordens passage gennem en gammel kometbane, hvor mange små partikler bevæger sig om Solen i næsten identiske ellipsebaner. Afhængigt af kometbanens placering i forhold til Jordens bane kan stjerneskudssværmen komme tilbage årlig eller med længere intervaller.

Store årlige stjerneskudssværme

En stjerneskudssværm kan vare fra få timer til flere uger, og antallet af stjerneskud i en sværm varierer fra år til år.

I tabellen herunder markerer 'varighed i døgn' det tidsrum, hvori aktiviteten er mere end halvdelen af den maksimale.

Navn Maksimal aktivitet Maksimalt antal pr. time Varighed i døgn Tilhørende komet
Kvadrantiderne 3. januar 100 0,4
Lyriderne 21. april 15 1 Thatcher
eta-Aquariderne 4. maj 60 6 Halley
sydlige delta-Aquarider 30. juli 30 8
nordlige delta-Aquarider 12. august 20 8
Perseiderne 12. august 100 3 Swift-Tuttle
Orioniderne 22. oktober 30 2 Halley
Tauriderne 1. november 15 30 Encke
Leoniderne 17. november 20 2 Tempel-Tuttle
Geminiderne 14. december 90 3 asteroiden Phaeton
Ursiderne 22. december 20 1 Tuttle

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig