Stjerneskud, Euphorbia loricata, plante i vortemælkfamilien, hjemmehørende i Sydafrika. Det er en op til 1 m høj, sukkulent busk med gulgrønne blomster. Stænglerne er stærkt forgrenede og cylindriske med vorter, som sidder i spiral. Tornene, der sidder enkeltvis, er stive, grå eller brune og op til 5 cm lange. Stjerneskud dyrkes som stueplante.