Stimulanser, løs samlebetegnelse for stoffer og præparater heraf, der har det tilfælles, at de virker stimulerende, opkvikkende, nedsætter trætheds- og sultfornemmelse eller evt. giver forøget velvære. De virker alle på centralnervesystemet. Fra dagligdagen kendes kaffe og te, hvis virkning skyldes koffein. Hos rygere kan tobaksrygning virke som stimulans. Fra Sydamerika kendes tygning af kokablade med indhold af kokain, som nedsætter sult- og træthedsfornemmelse. Blandt de syntetisk fremstillede stimulanser spillede amfetamin (ferietabletter) en rolle i tiden omkring 2. Verdenskrig; senere er yderligere en række syntetisk fremstillede stoffer kommet til.

Faktaboks

Etymologi
Ordet stimulans kommer via tysk fra latin stimulans, præs.part. af stimulare 'anspore', afledning af stimulus 'pigkæp'.

Det er karakteristisk, at de fleste stimulanser er stoffer, der medfører tilvænning og afhængighed til skade for individ og samfund. Bortset fra koffein og nikotin er stofferne omfattet af lovgivningen om euforiserende stoffer (se narkotika), hvorved brug og misbrug søges imødegået. De er så godt som alle dopinglistet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig