Stereoskopiske billeder, fotografier af et motiv eller et objekt, der er optaget fra to positioner, så de overlapper hinanden med normalt ca. 60 %. De to billeder kan derefter betragtes stereoskopisk, dvs. at de danner en tredimensional model af det fotograferede, fx et terræn. Betragtningen kan ske i stereoskoper, i stereomåleinstrumenter eller ved anaglyfmetoden o.l. For at kunne danne en rumlig model må fotografierne være optaget med tilnærmet parallelle optageakser, og de må orienteres, dvs. korrigeres for de små afvigelser herfra. Med kendskab til nogle få oplysninger om det fotograferede, fx koter i et landskab og plane koordinater til nogle genkendelige punkter, kan man måle i den rumlige model med stor nøjagtighed. Metoden anvendes til fx kortlægning og til industriel måling, se fotogrammetri.

Faktaboks

Etymologi
Ordet stereoskopi kommer af stereo- og -skop, se -skopi.

Stereokamera er et kamera til optagelse af stereoskopiske billeder. Det består enten af et kamera med to linser i øjeafstand (ca. 6 cm) eller af to kameraer i fast forbindelse med hinanden, fx i afstanden 40-120 cm, og med parallelle optageakser. Eksponeringen sker samtidig, således at fx genstande i bevægelse kan fotograferes.

Stereoskop er et optisk instrument til tredimensional betragtning af stereoskopiske billeder. Den enkleste form er lommestereoskopet, to lupper i en lille holder. Bedre til betragtning af store billedformater, fx flyfotos, er spejlstereoskopet, der er udstyret med spejle og kikkerter.

Stereoskopiske fotografier fremkom i begyndelsen af 1850'erne og var med bl.a. topografiske og erotiske motiver, portrætter m.m. meget populære i perioder indtil ca. 1915. Stereoprincippet blev fra 1930'erne udnyttet i den såkaldte Viewmaster, et stereoskop, hvor to gange syv dias monteret på en roterende skive kan betragtes parvis med tredimensional effekt. Se også stereogram og 3-D.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig