Stereologi. Den franske mineralog A.E. Delesse (1817-81) viste i 1847, at volumenfraktionen (VV) af en bestanddel i en bjergart kan bestemmes ved måling af dens arealfraktion (AA) i et tilfældigt snitplan gennem bjergarten: VV = AV. I stedet for at arealfraktionen udmåles direkte ved planimetri, kan den på enkel måde estimeres ved at udlægge et net på snittet og tælle den brøkdel af nettets skæringspunkter, der falder inden for konturerne af snitfladerne gennem den pågældende bestanddel (vist med sorte firkanter på forsiden af figuren, der forestiller et materiale, hvori nogle grønne korn af forskellig form og størrelse er tilfældigt fordelt). Jo tættere net og jo større areal, der tælles over, desto mere præcist bliver estimatet af VV. På lignende måde bestemmes den pågældende bestanddels overfladeareal pr. volumenenhed (SV) ved at tælle antallet af skæringspunkter (I) med et sæt linjer med en samlet længde (L), lagt på et snitplan gennem strukturen som vist på figurens højre side: SV = 2∙I/L.

.

Stereologi, læren om, hvordan man med et sæt af matematisk-statistiske metoder kan bestemme tredimensionale egenskaber ved de forskellige elementer i en sammensat struktur ud fra målinger på et mindre antal tynde (todimensionale) snit gennem strukturen, dvs. uden at have kortlagt hele den tredimensionale struktur. Snittene kan evt. frembringes ved tomografi, dvs. uden at beskadige strukturen. Metoderne finder især anvendelse i biologi og mineralogi.

Faktaboks

Etymologi
Ordet stereologi kommer af stereo- og -logi.

Det er eksempelvis ganske let vha. nogle få snit at bestemme den del af en celles volumen (volumenfraktionen), der udgøres af fx mitokondrier, endoplasmatisk retikulum eller lysosomer, samt hver af disse organellers samlede overfladeareal (se også celle). Det er tilsvarende muligt at bestemme forskellige parametre, der kendetegner form og størrelse, samt antallet af bestemte typer af strukturelementer pr. volumenenhed, fx antallet af nerveceller forskellige steder i hjernen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig