stellarator

Artikelstart

Stellarator, (af lat. stella 'stjerne' og sidste led i generator), eksperimentel reaktortype, som benyttes inden for forskningen i fusionsenergi, og som er opfundet af den amerikanske astrofysiker og fusionsforsker L. Spitzer jr. I en stellarator holdes det meget varme fusionsplasma indesluttet vha. magnetfelter. Plasmaet er ringformet og holdes sammen af toroidale magnetfelter, der genereres af strømme i ydre spoler. Fordelen ved stellaratoren er, at dens magnetfelt i modsætning til tokamakkens kan opretholdes i ubegrænset lang tid, så fusionsforbrændingen kan forløbe kontinuert.

På trods af at studier med stellaratoren begyndte allerede i 1950'erne, har denne reaktortype ikke haft så stor succes som tokamakken. Omkring 2010 har stellaratoren kun nået det stadium mht. opfyldelse af Lawsonkriteriet, som tokamakken nåede i 1980. Den betragtes dog stadig som en reserveløsning, hvis den mere lovende tokamak skulle vise sig uegnet som basis for fremtidens fusionsreaktorer.

Inden for det europæiske fusionsforskningsprogram anvendes ca. 20% af resurserne til stellaratorforskning. Et stort europæisk stellaratoreksperiment, Wendelstain 7-X, er under opbygning i Greifswald i Nordtyskland. Det forventes færdigt i 2014.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig