En stellarator er en eksperimentel reaktortype, som benyttes inden for forskningen i fusionsenergi, og som er opfundet af den amerikanske astrofysiker og fusionsforsker Lyman Spitzer, Jr. I en stellarator holdes det meget varme fusionsplasma indesluttet ved hjælp af magnetfelter. Plasmaet er ringformet og holdes sammen af toroidale magnetfelter, der genereres af strømme i ydre spoler.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet er sammensat af latin stella ’stjerne’ og sidste led af generator.
Fordelen ved stellaratoren er, at dens magnetfelt i modsætning til tokamakkens kan opretholdes i ubegrænset lang tid, så fusionsforbrændingen kan forløbe kontinuert.
På trods af at studier med stellaratoren begyndte allerede i 1950'erne, har denne reaktortype ikke haft så stor succes som tokamakken. Omkring 2010 har stellaratoren kun nået det stadium med hensyn til opfyldelse af Lawsonkriteriet, som tokamakken nåede i 1980. Den betragtes dog stadig som en reserveløsning, hvis den mere lovende tokamak skulle vise sig uegnet som basis for fremtidens fusionsreaktorer.
Inden for det europæiske fusionsforskningsprogram anvendes ca. 20% af resurserne til stellaratorforskning. Et stort europæisk stellaratoreksperiment, Wendelstain 7-X, er bygget i Greifswald i Nordtyskland; det stod færdigt i 2014.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.