stednavn

Stednavne er proprier (egennavne), som udpeger enkeltlokaliteter. De dannes, når der er behov for kort og entydigt at adskille én lokalitet fra en anden; se også substantiv. Behovet for lokalitetsudpegning kan dog ændres, og hvis der ikke længere er brug for et stednavn, forsvinder det igen. Gennemførelsen af de store landboreformer i Danmark og udskiftningen omkring 1800 betød således, at et stort antal marknavne forsvandt, efter at dyrkningsfællesskabet var blevet ophævet og jorderne samlet. Til gengæld opstod der et behov for navngivning af de udflyttede gårde, og antallet af gårdnavne forøgedes stærkt.

Stednavne skabes på basis af ordforrådet og de orddannelsesmuligheder, der findes i et sprog på det givne tidspunkt. Da der ikke i Danmark som mange andre steder i verden forekommer lag af forskellige sprog, er stednavnene med få undtagelser dannet af dansk eller forstadierne hertil. Stednavnedannelse foregår ofte under påvirkning fra det i forvejen eksisterende stednavneforråd, således at bestemte navneelementer foretrækkes i stednavne på bestemte typer lokaliteter i bestemte perioder. Stednavne kan dannes, ved at et eksisterende appellativ får navnefunktion, fx Kær, Lund og Vig. Undertiden bruges appellativet sammenlignende, fx Gåsehals og Vimmelskaftet anvendt om hhv. en langstrakt ager og en bøjet gadestrækning.

I øvrigt dannes stednavne som de fleste andre substantiver ved afledning og sammensætning. Gamle afledningselementer er fx -s- i Als, -n- i Møn, -t- i Løjt og -ing(e) i Klinting. I sammensatte stednavne er sidsteleddet normalt det overordnede hovedled og førsteleddet det underordnede bestemmelsesled, fx i Asminderød 'Asmunds rydning', Broby 'byen ved broen', Kragelund 'lunden med krager', Lillebælt 'det lille bælt', Nyborg 'den ny borg' og Nørholm 'den nordre holm'. I sjældnere tilfælde kan en syntaktisk forbindelse få stednavnefunktion, fx imperativforbindelser som Spring-forbi og Sluk-efter.

På stednavnes dannelsestidspunkt har de sproglige størrelser endnu appellative egenskaber, som kan analyseres grammatisk og semantisk. Mange gamle stednavnes dannelsesform må dog rekonstrueres, før deres etymologi kan klarlægges. Ved at anvende sproghistorisk viden på de overleverede navneformer er det ofte muligt at tolke navnet, dvs. at identificere dets bestanddele og fastlægge dets oprindelige betydning. Formen Smørhem i en kilde fra 1085 giver eksempelvis grundlag for at identificere -um i Smørum som en udvikling af efterleddet -hēm og ikke som dativ plur. -um eller som efterleddet -rum. På tilsvarende vis bevidner formen Arus fra 1231, at forleddet i Århus (Aarhus) er genitiv af glda. ā 'å', og at efterleddet er glda. ōs 'munding'. At Grenaa (Grenå) ikke indeholder ordet å, men ordet høj, dokumenteres bl.a. af formen Grindhøgh fra ca. 1250.

Trods eksistensen af gamle og pålidelige navneformer kan det være vanskeligt at afgøre, af hvilke ord et navn er dannet, og hvad betydningen var. Ordene kan for det første tidligt være forsvundet ud af sproget, jf. -lev, så deres betydning ikke lader sig helt sikkert bestemme, eller betydningen kan tidligere have været en anden, jf. substantivet ved, der i glda. betød 'skov', men nu kun bruges om den faste masse i træers og buskes stammer.

For det andet foreligger der ikke sjældent flere etymologiske muligheder, jf. Grenaa, hvis forled grind både kan betyde 'grus' og 'låge'. Sagforhold på lokaliteten kan undertiden bruges som støtte for et valg mellem alternative tolkninger.

Den etymologiske analyse af stednavne omfatter ud over de enkelte navnebestanddele også en vurdering af dannelsesformens betydning som helhed. Denne såkaldt navnesemantiske analyse, der kan være svær at praktisere på ældre navnestof, har til formål at klarlægge navngivernes motiver, fx om baggrunden for sammensætningen af kirke og agre i navnet Kirkeagre var, at agrene lå ved kirken, at de var ejet af kirken eller gav afkast til vedligeholdelse af kirken.

Fastsættelsen af stednavnes alder hviler på såvel sproglige som ikke-sproglige forhold. Blandt de vigtigste sproglige kriterier er daterbare afledningselementer, låneord og lånenavne. Visse gamle afledningselementer, bl.a. de nævnte -s-, -n- og -t-, blev således ikke brugt efter ca. år 200; stednavne som Als, Møn og Løjt må derfor formodes at være dannet før dette tidspunkt. Ord indkommet med kristendommen, fx appellativerne biskop og nonne og personnavnene Johannes og Maria, daterer dannelsen af de stednavne, hvori de indgår, fx Bistrup, Nonnebo, Jonstrup og Mariager, til efter ca. år 1000.

Et vigtigt dateringskriterium er tilstedeværelse eller fravær af gamle navnetyper i Danelagen i England og i Normandiet i Frankrig. Fx har det store antal stednavne på -by og -torp i Danelagen, skabt af danske vikinger ca. 875-1050, sandsynliggjort, at disse navnetyper var produktive i hjemlandet i samme periode. Fravær af stednavne på -lev og -rød i Danelagen har tilsvarende støttet dateringen af disse typer som hhv. ældre og yngre end vikingetiden. I almindelighed er dateringen kun omtrentlig, og gamle navnetyper, hvis produktivitetsperiode tit strækker sig over århundreder, kan ofte kun dateres relativt som enten ældre eller yngre end en anden type.

Til de ældste stednavne hører utvivlsomt nogle usammensatte navne på større naturlokaliteter, fx ønavnene Falster, Mors og Sams(ø) og vanddragsnavnene Guden(å), Sus(å), Fure(sø) og Sjæl(sø), der kan være ældre end vor tidsregnings begyndelse. En grov datering af gamle sammensatte stednavne, herunder også oprindelig bebyggelsesbetegnende navne, placerer bl.a. en del navne på -løse og -um i de første århundreder e.Kr. Stednavne på -lev og en del på -sted anses for at være lidt yngre. Som egentlige vikingetidsnavne regnes bl.a. stednavne på -by og -torp; sidstnævntes produktivitetsperiode fortsætter til sen vikingetid og tidlig middelalder, hvor fx også stednavne på -rød tidsmæssigt hører hjemme.

En række navne på hovedgårde, fx på -borg og -holm, går tilbage til middelalderen ligesom adskillige gadenavne. De fleste gadenavne er dog af senere oprindelse, og der dannes stadigvæk nye i takt med byudviklingen. Navne på gårde, huse og villaer er almindeligvis af yngre dato.

Stednavne klassificeres ofte på grundlag af de navnebærende lokaliteters art. Mest logisk opdeles stednavne i naturnavne og kulturnavne, der er navne på hhv. natur- og kulturskabte lokaliteter.

Naturnavne kan inddeles i kategorier som ønavne, sønavne, ånavne, fjordnavne, højnavne, skovnavne, mosenavne osv. Kulturnavne omfatter herredsnavne, sognenavne, marknavne og bebyggelsesnavne; sidstnævnte kategori kan yderligere opdeles i landsbynavne, købstadsnavne, borgnavne, gårdnavne, husnavne, gadenavne osv.

Grænsen mellem kategorierne naturnavne og kulturnavne er imidlertid ikke skarp, fordi nogle lokaliteter kan være både natur- og kulturskabte, fx havne. Hertil kommer, at det enkelte stednavns placering i klassifikationen ikke er statisk. Et oprindeligt naturnavn kan således blive kulturnavn, jf. vanddragsnavnene Roskilde og Holbæk, skovnavnet Nakskov og højnavnet Ishøj, der alle er blevet navne på bebyggelser ved de pågældende naturlokaliteter. Der kan også ske forskydning mellem underkategorierne; de oprindelige borgnavne Faaborg og Kalundborg er fx begge blevet købstadsnavne.

Når ord får funktion som proprier, tabes de appellative egenskaber. Det fremgår bl.a. af, at mange stednavne ikke umiddelbart kan knyttes til levende ordstof, fx Køge, Gevninge, Hørve og Fakse, og at de ikke nødvendigvis stemmer med karakteristika ved den nuværende lokalitet i de tilfælde, hvor de kan opfattes som indeholdende levende ord; således angiver Præstø ikke en ø og København meget mere end en havn. Det er bl.a. årsagen til, at stednavne kan overføres fra én lokalitetskategori til en anden. Det er også forklaringen på, at stednavnes form kan omdannes efter andre, etymologisk ubeslægtede stednavne; eksempelvis er Kastelev og Ålsgårde ikke oprindelige sammensætninger med -lev og -gårde, men omdannelser af hhv. ordet kastel, glda. kastellæ fra lat. castellum, og en sammensætning med skår 'kløft'.

Et stednavn får associativ betydning via navnebrugernes forestillinger om den navnebærende lokalitet og om navnet. Det er en af grundene til, at stednavne kan bruges som opkaldelsesnavne, fx Sverige brugt som navn på en skovklædt og Sibirien som navn på en afsidesliggende lokalitet. Et stednavns associative betydning kan undertiden føre til udskiftning af navnet. De sjællandske landsbynavne Rumperup og Gumperup, der indeholder to gammeldanske tilnavne *Rumpi og *Gumpi, blev således pga. ligheden med rumpe og gump 'bagdel' i 1920'erne udskiftet med navnene Højsted og Klinteby efter beboernes ønske.

Stednavnes etymologiske indhold sigter ofte til kultur- og naturhistoriske fænomener, og navnene er i sig selv tillige vidnesbyrd om det samtidige sprog. Stednavne, der med tilstrækkelig sikkerhed har kunnet tolkes og dateres, kan derfor være vigtigt kildemateriale til belysning af historiske perioder, fra hvilke der i øvrigt kun kendes få eller ingen kilder.

Stednavne kan oplyse om bl.a. bebyggelsesudvidelser, fx som de afspejler sig i de mange nordsjællandske navne på -rød 'rydning', der henviser til fældning af bevoksning, almindeligvis med opdyrkning og bebyggelse for øje, og i de mere end 2500 navne på -torp 'udflytterbebyggelse', der vidner om nye bebyggelser i vikingetid og tidlig middelalder.

Mange sider af samfundslivet har sat sig spor i stednavne. Samfærdsel genspejles bl.a. i navne, der indeholder forskellige ord for transportmidler til vands, fx Egebrygge, der angiver, hvor der har ligget en anløbsbro for eger 'pramme', Dragør, hvor man måske har trukket drager 'krigsskibe' på land, og Snekkersten, hvor man nok har fortøjet snekker 'mindre skibe'.

Også information om førkristen religion kan findes i stednavne, om end ikke i det omfang, man i ældre forskning har formodet. Odin genfindes fx i en række navne, der er sammensat med ordet vi, bl.a. Odense, Oddense og Vojens, hvilket viser, at dyrkelsen af denne gud er foregået i helligdomme. Stednavne som Torslunde og Tisvilde bevidner, at guderne Thor og Ti (Tyr) i Danmark kan have været knyttet til skov og kildevæld.

Stednavne har sjældent været benyttet som naturhistorisk kilde, skønt de indeholder oplysninger om bl.a. tidligere tiders fauna, jf. bl.a. Jørlunde, Bjæverskov og Herfølge, der vidner om hhv. vildsvinets (glda. iūr), bæverens og hærfuglens forekomst i Danmark.

Stednavnenes værdi som sproghistorisk kilde består ikke mindst i, at et ret betydeligt antal uddøde ord er overleveret som del af stednavne, fx glda. *marth 'skov' i Mårum, glda. *skænkil 'lille skank, læg' i Skenkelsø, glda. *ī 'takstræ' i Ikast og glda. *sol 'sump' i Solrød.

Bidrag til bøjningssystemets historie ydes af stednavne, hvori gamle bøjningsformer er bevaret, fx dativ sing. i Agri '(på, ved) ageren' og dativ plur. i Husum '(i, ved) husene'.

Interessen for stednavnes betydning kan spores langt tilbage i tiden, men den videnskabelige stednavneforskning er ikke mere end ca. 150 år gammel. Den er en sproglig disciplin, der har til formål at klarlægge navnes oprindelse og beskrive, hvordan de udvikler sig og fungerer som del af sproget.

Den organiserede stednavneforskning begyndte i Danmark dog først i 1910 med nedsættelsen af et ministerielt stednavneudvalg og etablering af det tilhørende Stednavneudvalgets Kontor. Udvalget havde til opgave dels at fastlægge retskrivning af stednavne til brug for statsadministrationen, dels at forestå en videnskabelig udforskning af stednavne gennem indsamling af stednavnemateriale og udgivelse heraf i Danmarks Stednavne, hvis første bind, Samsøs Stednavne, udkom i 1922.

I 1960 blev Stednavneudvalgets Kontor omdannet til Institut for Navneforskning ved Københavns Universitet, hvor arbejdet med stednavneindsamling og udgivelse er fortsat. Samtidig er der blevet gennemført en lang række andre forskningsprojekter, der sammen dækker et vidt spektrum af emner, fx undersøgelser af danske sø- og ånavne, gadenavneskik, stednavneforskningens metode, stednavneændringer, stednavne og samfærdselshistorie samt danske stednavne i vikingekolonierne.

I nyere stednavneforskning spiller den etymologiske analyse stadig en vigtig rolle, da de fleste tværgående toponymiske studier er baseret på tolket stednavnemateriale, men der har tillige været større interesse end tidligere for teoretiske undersøgelser af stednavnes særlige karakter som egennavne, for deres grammatiske opbygning og deres sproglige funktion. Fastsættelse af stednavneretskrivning foregår stadigvæk gennem Stednavneudvalget under Kulturministeriet med Institut for Navneforskning som sekretariat.

Danske stednavneforskere deltager i internationalt samarbejde, bl.a. gennem organisationerne Nordisk Samarbejdskomité for Navneforskning, NORNA, og International Council of Onomastic Sciences, ICOS. På stednavneudvalgets vegne deltager Institut for Navneforskning desuden i det internationale samarbejde om stednavnestandardisering i FN-organisationen United Nations Group of Experts on Geographical Names, UNGEGN.