Statolit, stivelseskorn (amyloplaster) i planteceller, som medvirker til plantens rette orientering i forhold til tyngdekraften, således at roden vender nedad og stænglen opad. Statolitter findes i rodhætten og i stænglen i et cellelag inderst i den primære bark.

Faktaboks

Etymologi
Ordet statolit kommer af græsk statos 'stående' og lithos 'sten'.

Forsøg viser, at hvis en kimplante placeres vandret, vil statolitterne i cellerne ændre placering, hvilket sandsynligvis bevirker en omfordeling af plantehormonet auxin. Dette resulterer for roden i en øget vækst af den side, der nu vender bort fra tyngdekraftens retning, så rodspidsen vil krumme nedad; stænglen vil vokse, så den krummer opad. Se også plantebevægelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig