Start- og landingsbane, bane på en flyveplads, hvorfra fly letter og lander. Fastvingede fly skal i modsætning til helikoptere have en startbane af en vis længde for at accelerere til den hastighed, hvor luften får så megen fart over vingerne, at opdriften kan få flyet til at lette. Tilsvarende kræves en passende lang landingsbane, så flyet på kontrolleret vis kan blive nedbremset. Små, lette almenfly med en start- og landingshastighed på omkring 120 km/h kan klare sig med en græsbane på ca. 400 m, mens 120 t tunge jetpassagerfly med starthastigheder på over 250 km/h kræver over 3000 m lange betonbaner. Se også lufthavn.

Byggeteknik

Lufthavnens kapacitet bestemmes af antallet og placeringen af start- og landingsbaner. Langt størsteparten af verdens lufthavne har kun en enkelt start- og landingsbane. Denne placeres i den dominerende vindretning. Hvis der kan optræde stærk tværvind (>30 knob) i længere perioder, er det nødvendigt med en alternativ startbaneretning (kryds- eller V-konfiguration). Kapaciteten af en enkelt startbane er 30-50 fly i timen, der lander og starter afhængigt af vejrforholdene. En forøget kapacitet kan opnås ved parallelle startbaner med en minimumsafstand på 1500 m, så der kan landes og startes samtidig på de to baner.

Start- og landingsbanens belægning skal kunne klare store dynamiske og stationære laster. Belægningen kan enten være stiv (beton) eller fleksibel (asfalt) over et stærkt bundlag af grus og stenmaterialer. Der stilles store krav til den underliggende jords bæreevne, og jordforbedring eller større udskiftning af blød bund forekommer ofte, specielt for kystnære lufthavne.

Start- og landingsbaner er meget synlige i landskabet, da de af hensyn til flysikkerheden skal markeres meget tydeligt, fx med lys og bemaling. De fleste lufthavne har desuden avancerede elektroniske navigationssystemer til hjælp for piloten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig