Stansning, snitning, industriel bearbejdningsproces inden for tyndpladearbejde med det formål at udtage et geometrisk emne ved at "klippe" langs en lukket linje. Efter udstansningen falder emnet ud af pladen eller pladestrimlen og kan derefter videreforarbejdes; modsat stansning er lokning, hvor det er det udstansede emne, som er affaldet. Stansning udføres som regel med et snitværktøj opspændt på et stempel, som er monteret i en presse. Som modhold anvendes en underliggende snitplade (en matrice); afstanden mellem matrice og stempel er ca. 5-10 % af emnetykkelsen. Ved udstansning af mange ensartede emner anvendes som regel metalbånd eller pladestrimler.

Stanseprocessen er gennem tiderne udviklet så meget, at man i dag kan stanse i metalemner med tykkelser på helt op til flere cm. Den normale stanseproces fremkalder under processen et forskydningsbrud på ca. 2/3 af snitfladen, hvilket giver tendens til gratdannelse. Som alternativ er udviklet finstansning, hvorved man opnår emner med en meget fin snitflade. Denne fremkommer ved, at snittet udføres under modhold, dvs. at materialet er under tryk, samt ved at anvende finkornet materiale. Finstansning anvendes i ur- og apparatindustrien, hvor der er tale om meget tynde emner, som vanskeligt lader sig efterbearbejde ved fx slibning, eller hvor der er tale om store omkostninger ved en efterbehandling som fx afgratning.

Stansning anvendes også i forbindelse med bukning, hvor man giver et emne, fx en plade, en rumlig form. Ligeledes er stansning en udbredt proces til forarbejdning af plast- og gummimaterialer, fx ved udskæring af pakninger, plastfolieemner og viskelæder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig