stabiliseringspolitik

Stabiliseringspolitik, konjunkturpolitik, overordnende økonomisk-politisk indgreb med det formål at stabilisere den økonomiske udvikling. Centrale målsætninger kan være at stabilisere den økonomiske vækst, at sikre en stabil lav arbejdsløshed, at sikre en stabil lav inflation eller at undgå for store underskud på betalingsbalancen. Vægtningen mellem disse målsætninger varierer meget med tiden og afhænger af politiske forhold. De vigtigste stabiliseringspolitiske instrumenter har traditionelt været finanspolitik, pengepolitik, valutakurspolitik samt indkomstpolitik.

Det teoretiske grundlag for stabiliseringspolitikken blev etableret af den keynesianske teoritradition (se keynesiansk teori), baseret på det synspunkt, at markedsmekanismen overladt til sig selv ikke vil frembringe en acceptabel udvikling. Derimod er det muligt at styre den økonomiske udvikling via en kontrol over den samlede efterspørgsel, dvs. føre en ekspansiv politik (finans- eller pengepolitik), når der er behov for at øge aktiviteten i samfundet, og en kontraktiv politik, når det modsatte gør sig gældende. Problemer med inflation og konkurrenceevne kan løses via indkomstpolitik og valutakurspolitik. Dette synspunkt har haft stor indflydelse på den økonomiske politik i den vestlige verden og gav i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne anledning til et meget optimistisk syn på mulighederne for at styre den økonomiske udvikling præcist. Særlig finanspolitikken spillede en central rolle såvel teoretisk som i praksis.

Den keynesianske opfattelse kritiseredes dog i forbindelse med den økonomiske krise, der i midten af 1970'erne ramte de fleste vesteuropæiske lande. Derudover er det keynesianske syn på stabiliseringspolitik blevet kritiseret af økonomiske teoriretninger med et andet syn på behovet og mulighederne for at føre en aktiv stabiliseringspolitik, fx tilhængere af monetarisme og nyklassisk økonomisk teori. Nykeynesianske teoriretninger har forsøgt at forsvare behovet for en aktiv stabiliseringspolitik, om end det erkendes, at en sådan styring er svær i praksis. Det er et væsentligt praktisk problem, at man ikke altid har den tilstrækkelige viden og information, og at politikerne ikke får handlet tilstrækkelig hurtigt til at iværksætte en hensigtsmæssig stabiliseringspolitik. Fra politologisk side er det desuden blevet påpeget, at politikerne ikke altid handler i almenvellets interesse. Den økonomiske politik kan således bidrage til øget ustabilitet frem for øget stabilitet.